Grædende mænd i mørket

Udgivet tir d. 14. maj 2019, kl. 14:39
Byen & Præsten

Sognepræst Jonas Lucas Christy, Lindevang Kirke.

For to uger siden var jeg i den lokale biograf - Falkoner Bio - sammen med min ældste søn. Vi skulle se den nye superheltefilm: Avengers: End game. Du behøver ikke at være ekspert i Marvels superhelteunivers for at læse videre, men det er en fordel, hvis du ved en lille smule mere end at Kaptajn Amerika er ham med skjoldet, at Hulk er grøn og at Thor har en hammer.

Jeg er så gammel (født i 1973), at jeg har lært disse helte at kende gennem tegneserier, og så vidt jeg kunne se inden lyset i sal 1 blev slukket, så var jeg også den ældste blandt tilskuerne til denne torsdag aftens ultimative kamp på lærredet mellem det gode og det onde.

Mange af mine medtilskuere – som i øvrigt næsten alle var mænd – var 15-20 år yngre end mig, og de har formentlig lært Marvels univers at kende gennem nogle af de 22 film, som er blevet produceret siden den første (Ironman) havde premiere i 2008.

Jeg gætter på, at min sidemand, der i øvrigt undervejs var så venlig at gentage de sejeste af filmens replikker højt, har set alle filmene. Han forstod alle hentydninger til de tidligere film, og han morede sig klukkende over det. Sådan cirka ligeså nørdet som når jeg morer mig over, at det vrimler med henvisninger til Iliaden og Odysséen i Markusevangeliet. Når Jesus falder i søvn i en båd, så er det en henvisning til Odysseus, og sådan er der så meget.

Jeg behøver ikke at skrive spoiler alert (hvilket er en advarsel om, at filmens overraskelser afsløres), for jeg skriver ikke hvem, der dør til sidst, men selvfølgelig er der nogen, der dør. Sådan går det i superheltefilm. Men uden at ødelægge noget, så er der en scene til sidst i filmen, hvor jeg og mine medtilskuere blev udsat for massiv følelsesmæssig påvirkning. Der sad vi som den troende menighed uden at se på hinanden med blikket vendt i samme retning mod ”alteret” med de levende billeder. Ikke på kirkebænke, men i bløde røde stole, omsluttet af mørket og med lyden af et klassisk symfoniorkester i ørerne. Vi glemte hverdagens problemer, trådte ind i en anden verden og levede os ind i fortællingens drama.

Og ja, der var mange grædende mænd i mørket. Jeg kunne ikke se deres tårer, men jeg hørte dem snøfte. De græd, som de aldrig ville have gjort til en gudstjeneste i den lokale kirke søndag morgen, selvom man også i den ”biograf” kan blive dybt berørt af dramaet, musikken og kampe.

Ophavsret: