Fortale for det uperfekte

Udgivet tir d. 11. jun 2019, kl. 09:29
Byen & Præsten

Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst Lindevang Kirke

Det er eksamenstid. De unge sidder bøjet over bøgerne. Selv er det lang tid siden, jeg har været til eksamen. Men jeg husker endnu, hvordan det var. Alle disse forsømte forår hvor der blev læst intensivt. Jeg husker også, hvad karaktererne kunne gøre ved en. Det var som om, karaktererne kunne gå i ét med ens person, som var man den karakter, man fik. Dumpede du, var du en fiasko. Fik du en høj karakter, var du en succes. Og selvfølgelig ville man helst være det sidste – en succes, perfekt.   

Hvis man er heldig, aftager trangen til det perfekte med alderen. Lidt livserfaring kan i hvert fald være en hjælp i forhold til at få taget toppen af perfektionskravet. Der er noget overmenneskeligt i bestræbelsen på det perfekte. Noget forceret, der ikke vil være ved fejlene, og svaghederne. Det er svært at vokse harmonisk ind i livet. Indimellem går det godt. Indimellem gør det ikke. Og ofte sker der ting, som vi ikke har nogen som helst indflydelse på. Det er ikke perfekt, men det går såmænd alligevel. Ja mere end det, for skal vi være dem vi er – og hvem skulle vi da ellers være – så må vi stå ved, hvem vi er. Stå ved alt det sammensatte, og det som går op og ned.

Perfektionskravet nægter at acceptere de misforhold livet er fuldt af. Men perfektionskravet ser så heller ikke, at vores liv ikke afhænger af, om det er uden fejl. Vi er ikke de karakterer, vi scorer. En karakter er bare en karakter. Og vel skal vi ikke dyrke fejlene, når det kommer til vores personlighed, men der er nu noget menneskeligt forsonende ved, at fejlene også hører med. Det kalder på gensidig overbærenhed. Og vækker den humoristiske sans, som det perfekte er helt blottet for, fordi den ikke kan se det lattervækkende i alle idiosynkrasierne og den falden på hale komedie, ens liv indimellem kan tage skikkelse af. Et menneske med fejl, er et menneske man kan forholde sig til, det er nemlig et menneske, der ligner en selv. Men så kan det selvfølgelig også gå den anden vej. Både storhed og skrøbelighed hører til det at være menneske kristeligt set. Ved eksamensbordene sidder altså i denne tid unge mennesker, der er både store og skrøbelige, og som uanset hvordan det går aldrig kan reduceres til en karakter.

                     

Ophavsret: