Sommerferie og trummerum

Udgivet man d. 5. aug 2019, kl. 11:18
Byen & Præsten

Sognepræst Bettina C Tranberg, Sct. Lukas kirke.

Endelig sommerferie. Tid til et behageligt pusterum. Tid til eventyrlyst. Sommerferien giver os en mulighed for at slappe af. Restituere os - endda reflektere over hverdagens trummerum. Og måske kommer vi tilbage til hverdagen med nye indsigter, klar til at tage tyren ved hornene og skabe forandringer.

Vi rejser for at lade os inspirere af den franske ”art de vivre” - kunsten at nyde livet. At rejse med nysgerrighed er vigtigt. Fordi den egentlige erkendelse i livet handler om bevægelsen i det indre. At vi åbner os og tager virkeligheden ind i hjertet - møder den fremmede og det fremmedartede med nysgerrighed.

Det er menneskeligt at føle sig drænet af vanen og mærke trang til at blive rykket fri af rutinen og tilført noget nyt. Søren Kierkegaard siger, at vi midt i angsten længes efter at tage nogle betydningsfulde skridt, der kan forankre os i det indre. Og det er præcis det, hin enkelte bliver gennem det religiøse. For Kirkegaard handler et menneskes vigtigste rejse om at iføre sig gentagelsen som dette øjebliks allermest meningsfulde klædedragt. Vi må ikke forveksle den indre bevægelse med den ydre rejse. For vi skal netop se fornyelsen i gentagelsen. Den kommer fra Gud til os.

Nysgerrighed skaber vej for erkendelsen. Også i ferien. At søge inspiration er en horisont der løftes. Men vi kan ikke udvirke alt selv. Livet er en gave. Vi kan takke Gud for den større kraft, der har skabt én til livet og derpå gribe nuet som voksen. Jesus fortæller os, at vi er bundet til den kærlighed, der er evig – kærligheden der tåler alt, tror alt, håber alt – til den kærlighed der altid er den samme og som aldrig hører op! Den kærlighed som hver enkelt af os er skabt i – og skabt til at leve af og dø i! Det er også den kærlighed, der kræver, at vi træder ind i livet, velvidende at vi er sat i dette ubegribelige spændingsfelt, hvor timelighed og evighed møder hinanden… alt sammen for livets skyld.

Ophavsret: