Flagdag for Danmarks udsendte

Udgivet ons d. 4. sep 2019, kl. 11:23
Byen & Præsten

Sognepræst Michael Brautsch, Frederiksberg Sogn

Hvert år i august måned modtager jeg en meget venlig invitation fra Frederiksbergs borgmester, om at deltage i markeringen af den nationale flagdag for Danmarks udsendte soldater den 5. september. Det har været en tradition i vores by siden 2011, og rigtig mange kommer forbi Frederiksberg rådhusplads for at hilse på de professionelle soldater, veteranerne fra Veteranhjemmet på Roskildevej, lytte til talerne eller prøve at sidde i et kampfly eller en leopard kampvogn og en af de pansrede mandskøretøjer.

Når jeg bliver inviteret personligt, er det fordi jeg også er veteran. At være veteran kan muligvis give associationer til gamle knarke med hvidt hår og skæg, iført fortjenstmedaljer fra verdenskrigene, men veteran er man automatisk, når man har været udsendt blot en enkelt gang.

Jeg var feltpræst på Hold 12, i 2011 i Camp Bastion i Helman, Afghanistan. Det var under ledelse af Jyske Dragonregiment i Holstebro, der har mottoet: ”Fortes Fortuna Juvat”, hvilket betyder: ”Lykken står den kække bi”. Jeg synes nu ikke jeg var særlig kæk, men lykken stod mig dog bi, for selvom der var alvorlige træfninger mod vores soldater, og nogle mistede førlighed og andre den dag i dag må slås med eftervirkninger som posttraumatisk stress, så var der ingen dødsfald, mens jeg havde vagten som sjælesørger og spirituel sparringspartner. Eller hvad man nu bruger sin feltpræst til, for opgaverne er mange og dagene lange for soldaterne.

Alle er jo langt væk fra børn og kærester på sådan en mission, og savnet bliver stort og tankerne mange, når man hver dag sætter liv og mental sundhed på spil. Soldaten er vel den eneste i vores samfund, hvor arbejdets udførsel står over personellets sikkerhed. Det er vilkårene, og det ved både soldaten og dem derhjemme. Derfor er det godt at have en præst ved hånden, som man kan vende stort og småt med. For feltpræsten har ”bopælspligt”, hvilket betyder, at præsten bor midt blandt soldaterne, og man deler både bord og bad. 

Heldigvis er Frederiksberg ikke en krigszone, men de fleste af præsterne på Frederiksberg bor også i embedsboliger for at være tæt på menigheden, og selvom vi ikke deler badeværelse og aftensmad med vores sognebørn, så mødes vi dog hos købmanden og i håndboldhallen. Og det kan faktisk godt blive til ganske mange sjælesørgeriske samtaler om hverdagens krig og fred på byens gadehjørner, når man nu alligevel lige render ind i præsten.

 


Ophavsret: