Et pusterum

Udgivet tir d. 21. jan 2020, kl. 10:43
Byen & Præsten

Jonas L. Christy, sognepræst ved Lindevang Kirke

Som præst er jeg på grund af mit arbejde så vant til at færdes i kirker, at jeg sagtens kan glemme, hvad rummet kan gøre ved én. Det kræver nemlig, at man giver sig tid til at stoppe op, sætte sig ned og mærke efter.

 Det svarer vel til, hvis jeg var ansat som kustode på Statens Museum for Kunst og derfor hver eneste dag kunne nyde synet af Picasso, Van Gogh og alle de andre store billedkunstnere. Man vænner sig til det og glemmer at lægge mærke til al den skønhed, man er omgivet af i løbet af en arbejdsdag. For man skal jo også lige huske at holde øje med, om de besøgende rører ved malerierne eller drister sig til at fotografere med blitz.

 På samme måde kan en gartner i Frederiksberg Have heller ikke hele tiden gå og sige til sig selv, hvor fantastisk det er at få lov til at arbejde blandt så mange smukke træer og buske. Der er jo også grene, der skal fjernes. Der er bede, der skal ordnes og skraldespande, der skal tømmes.

 Eller tænk på en kok på én af Frederiksbergs bedste restauranter, som hver eneste aften begejstrer sine gæster med de mest velsmagende retter. Mens gæsternes smagsløg sender dem i den syvende himmel, står kokken ude i køkkenet og bander højlydt over, at saucen ikke sidder lige i skabet.

 Der er så mange rum og steder i vores by, hvor man kan tage sig en pause fra travlheden. Hvis man altså giver sig tid til et pusterum. Man kan gå en tur i Frederiksberg Have. Man kan sætte sig på en bænk eller en café. Man kan også gå ind i ét af byens kirkerum.

 Jeg bliver heldigvis ret ofte mindet om, hvor særligt et sted, min arbejdsplads er. Når jeg taler med mennesker som ikke har været i kirken før, kan jeg med det samme mærke, at rummet gør et stort indtryk på dem. De kan blive så berørte eller begejstrede over, hvor fuldstændig fantastisk kirkerummet er, at jeg kan blive helt flov over, at jeg ikke kan matche deres entusiasme, men i stedet må nøjes med mere køligt at give dem ret: ”Ja, det er da et flot rum. Og kirken blev i øvrigt bygget i 1926.”

 Men det er dem, der har ret. Det er bare mig, der er arbejdsskadet. Eller rettere: Jeg er så heldig, at jeg har min gang i ét af byens pusterum, hvor alle dem, der er trætte og bærer tunge byrder, kan finde hvile.

 

Ophavsret: