Gud i vold

Udgivet tir d. 24. mar 2020, kl. 13:50
Kirke på afstand

Af Bettina C. Tranberg, sognepræst i Sct. Lukas Kirke

Det er en alvorlig tid. Mennesker dør, Covid-19 koster samfundet milliarder, arbejdsløsheden stiger og hverdagen er ændret for os alle. Vi er i hjemme-isolation. Mit udkigsvindue er lille. Jeg har et valg og det beskriver Frederick Langbridges citat så fint: "To mænd så ud gennem fængslet tremmer. Den ene så mudder, den anden så stjerner". Jeg veksler mellem dem begge.

Hvis vi kun var i hjemme-isolation for at beskytte de gamle og svage, så kunne vi nøjes med kun at isolere dem. Men hele samfundet er stort set lukket ned. Alle betaler en pris. Det må der være en grund til. Og derfor kræves det, at vi alle må ofre os – også børnene. Mange sidder nu alene i deres hjem og er totalt isoleret fra deres netværk. De er ensomme, savner nogen at snakke og mødes med. Det er bekymrende at skulle diagnosticere sig selv - ikke at vide om man er smittet med Covid-19 eller om det bare er en influenza. Jeg ville ønske. at vi alle kunne blive testet, så vi ikke alle behøver at opfører os som om, at vi er smittede. Men sådan er det ikke. Vi er i venteposition. Jeg venter på hverdagens vante gange vender tilbage. Forsøger at lade være med at lege politimand, være smålig og forarges, når jeg ser opslag på Facebook om hvordan andre trodser Covid-19 og gør alt det, jeg ville ønske at jeg kunne, men ikke gør. Det kalder på samfundssind. 

Alt imens vores verden er udkigsvinduet fra vores hjem - fjernsyn, internet og mobil. Så må vi lægge vores liv i politikernes hænder og sætte vores lid til at de træffer de rigtige beslutninger ud fra den viden de har. Og vi retter ind – for det skal vi, ellers giver intet af det her mening - og lytter til deres vejledning om hvordan vi kan leve livet. Det liv vi måske tog for givet - og det kan give anledning til refleksion og eftertænksomhed. Hvordan ønsker vi at leve fremadrettede, hvilke værdier er vigtige og hvem vil vi dele livet med?

Livet på jorden står foran store forandringer. Menneskeheden står foran gigantiske udfordringer og tilpasninger, hvis vi skal kunne opretholde et samfund, der blot minder om det, som vi har i dag. Vi er grundlæggende nødt til at ændre vores syn på hvad naturen er, hvad det ”gode” liv indeholder og hvad vores ansvar er. Her kan etiske og religiøse værdier komme til at spille en afgørende rolle i de samfundsforandringer som er nødvendige, så der også er en fremtid for kommende generationer.

Når jeg rammes af sortsyn, bekymringer, begrænsninger og hjemmekuller pga. Covid-19, så mindes jeg om, at alt ikke er i vores egen magt. Uanset hvor meget vi kæmper for at holde styr på livet og fremtiden. Skrøbeligheden, sårbarheden, udsatheden er ikke en selvfølge. Menneskelivet er som græsset. Vi aner ikke, hvordan livet er i morgen. Så finder jeg hvile i udtrykket: Gud i vold.

Gud i vold udtrykker ganske kort håbet om, at vi har tillid til Gud og tror på hans beskyttelse. At vi er i hans varetægt. Vi lever med Gud i vold og med de talenter, vi hver især har fået givet. Vi er skabt kun lidt ringere end Gud. Vi er skabt som skabende væsener – skabt til at elske – skabt til at drage omsorg – skabt til at tage ansvar – for eget liv og for hinanden.

Gud i vold.

Ophavsret: