Urørlighedszoner

Udgivet fre d. 3. apr 2020, kl. 08:49
Kirke på afstand

Af provst Kirsten Jørgensen

I dag, fredag den 3. april er det nøjagtig tre uger siden, jeg fik mit sidste kram. Det fik jeg på min fødselsdag af en rigtig god ven. Guderne skal vide, at jeg glæder mig til det næste. Som eneboer uden børn, så er der ret tørlagt på krammefronten hos mig. Det lille røde corona-væsen har lagt sig imellem, og ingen ved, hvornår det bliver – det næste kram. Så længe vi står sammen ved at holde afstand, så styrer også jeg selvfølgelig mit behov for knus og kys.

Men vi har ikke godt af askesen, siger de psykologiske eksperter. Vi har brug for kropslig kontakt og nærhed. Vi kommer til at lide af hudsult. Leksikonet fortæller, at fysisk berøring får hjernen til at udskille oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet eller krammehormonet; det hormon, der dæmper stress og angst og får blodtrykket til at falde. Oxytocin gavner også social adfærd og tillid og skaber ro. What’s not to like og trist, at vi må være på hormonel smalkost.

Nu har jeg imidlertid fået den kætterske tanke, at der også kunne være noget fint i, at vi ikke krammer genboen og frisøren og den gamle skolekammerat, når vi mødes på hjørnet. Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup talte om det, han kaldte menneskers urørlighedszone. Det, at vi alle har krav på, at andre ikke kommer alt for tæt på. Det gælder selvfølgelig mest i mental forstand. Løgstrup var fx optaget af børneopdragelse og pædagogik, hvor det lå ham på sinde, at vi voksne ikke overtræder børnenes urørlighedszone; træder for tæt ind på dem og trænger os ind i noget, vi respektfuldt burde holde os på afstand af. Men også i fysisk forstand har vi alle sammen en urørlighedszone, der klart er forbundet med noget psykisk. Kender I ikke det, at et menneske står alt for tæt på, og hvis I diskret træder et skridt tilbage, så følger vedkommende bare med? Det kan være endog meget ubehageligt, når vi nu ikke ønsker at have vedkommende så tæt på os og vores liv. At overtræde et menneskes urørlighedszone er i virkeligheden et spørgsmål om magt. Vi træder ind i hinandens rum og prøver af få krammet på den anden. Derfor er det at respektere et menneskes urørlighedszone, både fysisk og psykisk, et udtryk for generel respekt for et andet menneske, dets væsen og dets holdninger.

Måske giver coronaen os en chance for at øve os lidt i at respektere den andens urørlighedszone. Måske er der i virkeligheden en lille befrielse i, at vi ikke skal føle os forpligtet til at give kram alle vegne, for derigennem træner vi vores respekt for rummet i mellem os: den lille fysiske afstand, der signalerer, at jeg ved, at du er en anden end mig, og jeg viser dig værdighed ved ikke at trænge mig for tæt ind på dig.

Det er bare en tanke. Jeg glæder mig altså alligevel stadig til det knus. I mellemtiden synger jeg med Philip Faber og alle jer andre, for videnskaben siger, at fællessang også udløser krammehormonet oxytocin.

 

Ophavsret: