Langfredag: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Udgivet fre d. 10. apr 2020, kl. 10:59
Langfredag: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Michael Brautsch, sognepræst i Frederiksberg Sogn

Hilsen: Nåde vær med jer, og fred fra Gud vor Far og Herren Jesus Kristus.

Evangelium: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så tog de Jesus med sig; Han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede Ham, og sammen med Ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten.

Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazareth, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk.

Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de Hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.«

For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså.

Men ved Jesu kors stod Hans mor, Hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, Han elskede, sagde Han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde Han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde Han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til Hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde Han: »Det er fuldbragt.« Og Han bøjede hovedet og opgav ånden.

Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.

Da de kom til Jesus og så, at Han allerede var død, knuste de ikke Hans ben, men en af soldaterne stak Ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af Hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til Ham, de har gennemboret.« Amen.

Prædiken: ”Emirens tjener mødte Døden på markedet i Buk-hara. Da tjeneren så Døden gøre tegn til sig, skyndte tjeneren sig op til emiren og bad ham om den bedste hest, for tjeneren ville til Samarkand – så langt væk som muligt. Emiren gav tjeneren sin hurtigste hest, og bad nu Døden komme op til paladset for at høre, hvorfor Døden havde skræmt tjeneren.

Døden svarede: Det var på ingen måde min mening at skræmme ham. Jeg var bare overrasket over at se ham her, for jeg har en aftale med ham i morgen – i Samarkand”!

 - Jesus har en aftale med døden i Jerusalem. Han er ikke skræmt, og Han forsøger ikke at flygte. Disciplene hører Hans forklaringer, men forstår Ham ikke.  Hvis de kunne, så ville de bringe Jesus i sikkerhed, så langt væk fra døden som muligt. Men der er noget de ikke har forstået:

Man kan ikke flygte fra døden, ikke engang Jesus. Man kan trække døden i langdrag, man kan fremskynde døden, man kan ignorere eller længes efter døden. Man kan, som vi kristne gør det, tro fuldt og fast på, at døden ikke har nogen reel magt; den fik netop frataget sit herredømme, da den blev overvundet på et træ blandt røvere, på en bakketop i Jerusalem, den påske, dengang. Døden tager os nok væk fra denne verden, men er samtidig blot er et forhæng vi skal igennem – kun er en overgang fra jordisk liv til himmelsk liv.

Jo, vi kan lægge arm med døden, og vi kan skælde ud på døden, men vi kan, som emirens tjener, ikke flygte fra døden.

Det, der sker den lange fredag og i timerne frem til påskemorgen, er, at der bliver bragt orden i sagerne igen; alting kommer atter i balance, idet Jesus omslutter døden; som snemand Frost der bliver omfavnet af frøken Tø.

Det lyder som kaos, disse dage i Jerusalem; Disciplene oplever det som kaos, at Jesus bliver taget fra dem; det virker kaotisk, at den ene ting vi alle kan være 100% sikre på, nemlig døden, pludselig bliver frataget sin magt pga. en stor opstandelse. Det er sandt kaos!

Men det var fra begyndelsen ikke opstandelsen, der var kaos – det var døden! Døden er grundlæggende uorden og anarki, det er ”tohu wa bohu” – som der står i det hebræiske GT i allerførste linje: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene”. ”Tohu wa bohu” - ”tomhed og øde”. Sandelig, der var rungende tomt og et buldrende mørke. Dødt!

Det lyder som kaos i Jerusalem på Golgata, for det lyder som død. Og de har oplevet det som kaos. Men kaos er blot bagsiden af kosmos. Og hvor hele verden langfredag ser virkeligheden fra den ene side, så ved Jesus, at på den anden side, der giver det hele fuldstændig og perfekt mening. Gud overgiver ikke Sin Søn til kaosmagterne, til tomheden og det buldrende mørke. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men engang skal vi se det fuldkomne.

- Han står på randen af Sin grav – de ser det som kaos, som tomhed og øde, men det er lige omvendt: Det er brød og vin, det er fællesskab. Det er kød og blod, det er samhørighed. Det er tid og evighed, det er alting.

Vi er aldrig hver for sig, vi er altid sammen. Intet menneske er en ø, alle er vi forbundne, alle er vi Guds elskede børn. Aldrig er vi alene – for det du ser og oplever som tomhed, ensomhed og kaos, alt dette ”nej” som Judas på en skærtorsdag er en megafon for – det er blot bagsiden af det store kosmiske ”ja”. Han står måske nok på randen af Sin grav, men vigtigst: Han står på randen af din og min opstandelse og vores evige liv. Med Ham. I kosmos. Amen.

Lov og tak og evig ære være Dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn: Himmelske Far: I Jesu Kristi navn beder vi om, at Helligånden må blæse overalt i alle kroge af det kristne samfund. Men også hviske og råbe for alle, der står uden for troens fællesskab, at de må finde Din storhed. Hjælp os med at være Dine tjenere – at leve med vores tro og tvivl, og led vore fødder ind på fredens og samarbejdets vej.

 Lys for dem, der sidder i langfredagsmørke, sygdom og dødens skygge. Vi beder for vores menighed og øvrighed: Dronningen og hele hendes hus, samt Folketinget, vores biskop og menighedsråd, ja, for alle der har fået et ansvar for at lede og regere og bringe kirken gennem disse vanskelige dage. Giv os nåde, fred og velsignelse, lad Dit navn være skrevet i vores hjerter og skriv vores navn i Din højre hånd. Amen. 

Fadervor

Velsignelse

Afsluttende salme: Den Danske Salmebog nr. 192: Hil dig, Frelser og Forsoner. Tekst: N.F.S. Grundtvig 1837. Sunget af Universitetskoret Lille Muko.

Ophavsret: