Påskedag: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Udgivet søn d. 12. apr 2020, kl. 10:30
Påskedag: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Søren Bruun, studiepræst ved Frederiksberg Campus

Nåde være med jer

og fred fra Gud vor far

og Herren Jesus Kristus. 

Påskedags Evangelium står skrevet i Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 1-8. Her læser vi:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne:

”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

”Åbnet”

Vores verden er lukket. Vores verden er lukket ned af et lille rødprikket bæst, der rejser i dråber, skamløst benytter din krop som lufthavn og krydser dine grænser uden at løse billet eller vise pas. Dette bæst, der mest af alt ligner en gammel mine fra en svunden krig, har lagt hele verden ned.  Alle planer er taget af bordet. Dine. Mine. Vores. Verden lægges om og hverdagen ligner ikke længere sig selv. Alt er forandret. Sygdommen spreder sig hastigere og hurtigere end vi kan forstå og alle kan få den. Vi gemmer os indenfor og håber, at sygdommen går vores og de kæres dør forbi. Mange sidder hjemme. Flere ligger alene. Triste, ensomme og isolerede. Bekymrede for deres liv. Og for andres. Butikkerne ligger øde hen. Vi forsøger at vise hensyn og holde afstand, alt imens vores øjne, hænder og kroppe fortæller en anden historie. Historien om længsel og om den kontakt og de kærtegn, som intet menneske kan undvære. Politiet passer godt på os med gode råd om begrænsningens kunst, men fremtiden synes mere usikker end nogen sinde. Verden er lukket.

Sådan er det også for de to kvinder, da de en tidlig søndag morgen kommer til graven. De er uden håb. Deres verden er lukket. Døden har aflyst alt. Men med ét forandres deres liv. Stenen væltes fra graven. De ser det og mærker det, mens det sker. Øjeblikket efter ser de to kvinder ind i graven. Den er tom. De hører, at den døde, som de søger, er opstået. Og nu får kvinderne en vigtig opgave: De skal skynde sig hjem og fortælle de andre om opstandelsen. Opgaven får dem til skælve af frygt og glæde. Da de kommer hjem, spørger de alle hinanden: Hvad kan dette mon kan betyde? Denne påskemorgen spørger vi med dem: Hvad betyder opstandelse i en verden, der er lukket ned?

Opstandelse betyder, at der lukkes op. Der lukkes op og gives adgang. Opstandelse betyder adgang til mennesker. Åbenhed og tillid mellem mennesker. Opstandelse betyder, at der er en åbning i alt. Denne åbning giver os adgang til en verden fuld af liv og kærlighed. Opstandelse er også, at vi ser denne åbning med egne øjne. Også selv om kirkerne er lukkede, ikke kun på Frederiksberg, men over hele Danmark og udover verden. Kirkerne er lukkede. Men vi har åbne øjne og hjerterne er åbne. Hjerterne er åbne og fyldt med tro og håb. Håb om, at vi igen skal holde i hånd, omfavne og se hinanden i øjnene. Tro på, at der findes evighed i det flygtige. Tro på, at øjeblikket kan fyldes af nærvær – også blandt mennesker på overfyldte hospitaler.

Til alle, der har mistet og mistet meget – og til dem, der har mistet alt, lyder det i dag: ”Der er håb og der stadig tid til at håbe. Der er tid og der stadig tid til at tro”. Hvad er der at håbe på? Og hvad er der at tro på? Hvis du et øjeblik træder op af nyhedsstrømmen og får tørt tøj på, så skal du se og mærke troen og håbet, mens det sker. Det er svært ikke at smile af børnefamilier, der tager skoledagen med udenfor og dækker de sorte veje med farverige tabeller, regnestykker, bogstaver, hinkeruder og tegninger. Det er svært ikke at smile af mennesker, der snildt hjælper hinanden under vanskelige forhold. Hvem havde dog troet, at de gamle svømmebriller i skuffen kan være til gavn i en tid, hvor ingen svømmer? En juicefabrik lægges kvikt om til en håndspritfabrik. Udenfor plejehjemmets vinduer står familier og vinker til de gamle. Og aldrig har så mange småbørn lært at cykle på ingen tid. Det er svært ikke at smile af disse ting. Og det er ganske svært ikke at smile meget og bredt over politikere, der nu arbejder sammen. Om alt. Om alt. Til hele befolkningens bedste. De kan godt. Tænk, hvis de ikke kunne – eller ikke ville.

Det er svært ikke at smile. Og det er svært ikke at græde. Det er svært ikke at græde af sorg over den magt, som døden, alt dette til trods, kan få over os. En ting er, at vi tankeløst kan lade os drive af begær efter penge og magt. Denne tankeløshed er veldokumenteret og ret almindelig. Noget andet er, som det fortælles fra Spanien, at gamle efterlades alene og hjælpeløse på et plejehjem. Det er ubærligt at høre om. Ubærligt og virkeligt. Mod virus findes vacciner. Og det, der ikke findes, det kan opfindes. Men mod døden og vores angstfulde lyst til at redde os selv først findes ingen vaccine. Her skal noget helt andet til. Hvad er mon dette andet?

Når døden sejler ud i den hvide båd på det sorte hav med vores kære, så tager kærligheden ikke alene imod på den anden side. Den er også med under vejs og den bliver hos dem, der står tilbage på livets kyst. Kærligheden kan døden ikke tage med sig eller fra os. Kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt. Kærlighed udholder alt. Kærlighed er. Når døden lukker dig ned med afmagt, fortvivlelse, had og selvforagt, så er kærligheden den opstandne selv, som går ved din side, for Gud er kærlighed.

Det er påskemorgen og nu forstår vi med glæde, at graven hverken er hellig eller vel forvaret. Tværtimod. Den er åben. Og som den blev åbnet, skal også vores lukkede verden åbnes, for der er en åbning i alt. Vores verden skal åbne sig igen. Og din verden skal også åbne sig på ny. Kærlighed skal åbne os og holde os åbne for hinanden. Og når det sker, så skal du gøre som kvinderne. Du skal dele kærligheden med de andre. Ikke kun i ord, men også i handling. Det er vigtigt, for denne kærlighed kan ikke ejes. Den ejes kun ved at gives væk. Kærlighed ejer du kun ved at give den fra dig. Når du skænker dit liv til andre, så åbner verden sig for dig og de andre.

Fra den åbne grav lyder det til os alle: Giv livet væk, så skal dit eget livs grave åbnes og tømmes – og dit hjerte fyldes med fred – og en glæde så stor, at end ikke det mest rødprikkede bæst kan tage den fra dig. Glædelig påske.

 Kirkebøn

Lad os bede sammen

Almægtige Gud, Himmelske Far

Tak for livsglæde og nærvær,

tak for fællesskab

Hjælp os til at leve i åbenhed og tillid,

trods al afstand og adskillelse.

Vi beder for de syge

og for alle, som er bange for at blive det.

Vi beder for dem, som plages af uro og ængstelse, kom til dem med din fred.

Vi beder for dem, som ligger alene og aldrig ser skyggen af et menneske.

Vi beder for dem, der skal dø.

Vi beder for dem, som er glemt af alle

og for dem, som aldrig får et smil.

Vi beder for læger og sygeplejersker,

giv dem udholdenhed og styrk deres hænders værk.

Vi beder for børnenes liv og trivsel

Og vi beder for de studerende her på Frederiksberg og landet over.

Vi beder for regering, folketing og myndigheder. Giv dem og os alle flere kræfter og mere visdom i denne svære tid.

Vi beder for dronningen og hele hendes familie og for alle familier.

Hjælp os alle til at have det sind,

som er i Kristus Jesus.

Hør os, når vi sammen beder:

Fader vor,

du, som er i Himlene.

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige.

Ske din vilje, som i himlen

således også på jorden.

Giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere.

Led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde,

thi dit er riget og magten og æren

i evighed. Amen.

Modtag Herrens velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig,

Herren lade sit ansigt lyse over dig

og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig

og give dig fred.

Afsluttende salme: 

Den Danske Salmebog nr. 236: Påskeblomst! Hvad vil du her. Tekst: N.F.S. Grundtvig 1817. Sunget af koret Musica Ficta.

 

 

 

 

 

Ophavsret: