3. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Udgivet søn d. 3. maj 2020, kl. 10:30
3. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

 Læsning af prædiketeksten til 3. søndag efter påske: Johannes Ev. kap. 14,1-11 (Afskedstale/Vejen, sandheden og livet)

Prædiken: Det er afskedens time. Jesus forbereder to af sine disciple, Thomas og Filip, på at han går bort og de skal miste ham. Men de må ikke være kede af det, siger han: Jeres hjerte må ikke forfærdes! for han vil altid være hos dem alligevel. Thomas og Filip forstår ikke et muk. Det er vores held, for opstandelse er ikke lige til at forstå. Vi forstår heller ikke et muk, så lad os glide ned i deres sko.

Thomas spørger, hvilken vej Jesus går. Et helt konkret spørgsmål. Han vil ikke slippe Jesus og har ikke fattet, at Jesus skal dø. Og Jesu svar er de smukke ord: Jeg er vejen og sandheden og livet. Han kunne have sagt: ”Jamen, min kæreste ven, jeg er jo ude i din fremtid, hvilken vej du end går på – altid”.

Filip spørger Jesus, om han må se Gud. Filip har ellers kendt og fulgt Jesus som discipel i lang, lang tid og burde have indset, hvem Jesus var. Forstået, at når han stod ansigt til ansigt med Jesus, så var det Gud, han så. Men disciplene forstod ikke et muk, og det er vores held.

Her tredje søndag efter påske i forårets hverdage kan opstandelsens glædelige budskab fortone sig og være ubegribeligt. Hvad betyder opstandelsen for os i vore liv? Lad os tage Jesu smukke billede af vejen og folde det ud.

Vi taler om en livsvej. At livet er som en vej. Det er et velkendt billede. Måske en anelse slidt metafor, men netop slidt, fordi det er så sandt, så sandt. Billedet holder. Livet er en vej. Vi bevæger os gennem tilværelsen. Fra punkt til punkt. Fra fødsel til død. Lægger fortiden bag os og bevæger os fremad. Foran os ligger fremtiden – ikke som et vildnis eller et uigennemtrængeligt buskads eller krat men netop som en vej. Er stien ubetrådt? Nej, det giver ikke mening. En sti er jo netop en sti, fordi nogen har trådt dér før os.

Livet har en geografi, et landskab, et vejnet, som vi går på og vi gør det ikke alene men i opstandelsens lys. For al kristen tro er en efter-påske-tro. Det betyder, at de, der fandt Jesu grav tom påskemorgen, de gik ud af gravhaven igen. For han var ikke dér, graven var tom. Jesus Kristus var opstanden og hvis de ville møde ham, skulle de gå tilbage, ud i deres liv. ”Gå til Galilæa, gå ud i jeres liv… der vil I møde ham!” Det var beskeden dengang - påskemorgen. Men også beskeden til os nu. Opstandelse betyder det selv samme hver eneste af vores hverdagsmorgner. ”Gå ud i jeres liv… der vil I møde ham, den opstandne!” Ja, hver eneste morgen er en opstandelsesmorgen.

Den del af livet, der ligger foran os, er ukendt. Der er skilleveje og vildveje, stejle veje og veje med medvind, stier af mange slags. Men der er ingen veje, hvor Kristus ikke er, så vi kan træde ud i fremtiden i tro og tillid. Fremtiden er trådt til. Tør vi tro det?

Ja, vi gør. Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! Vi skal ikke bekymre os. Når vi oplever uro, angst, sårbarhed og magtesløshed, alt det, der skræmmer… sæt selv dine ord på det, der gør ondt lige nu. Så er vi i samme sko som Thomas og Filip. Vi forstår intet. Men det skal vi heller ikke. Vi skal tro.

Opstandelsestro er tillid til, at vejen er der, også når dagen er tåget eller stien ligger hen i mørke og alt er sort som natten. Opstandelse er at træde frem i livet i tro og håb. Ja, det er at lære at gå igen – ubekymret.

Når vi håber, smelter nutid og fremtid sammen. Livshorisonten bliver endeløs, ja, evig, og vi tør træde frem i ubekymret gang ad livets vej. Det kan godt være, at vi ikke forstår et muk. Men vore skridt på livets vej taler troens sprog. Nutiden er den fod, der står på jorden. Mens fremtiden er den fod, der er i bevægelse gennem luften fremad mod det sted, hvor Kristus allerede er og venter på os.

Som kristne mennesker træder vi aldrig ud i ukendt fremtid. Aldrig bare ud i det blå, for vi må tro og vandre i tillid til, at Jesus Kristus er vejen og sandheden og livet og at han gentager det, som han sagde til Thomas, hver eneste gang, vi tager et skridt: ”Jamen, min kæreste ven… jeg er jo ude i din fremtid, hvilken vej du end går - altid.”

Amen.

 Lad os bede: (Bøn fra Den Danske Salmebog s. 938)

Himmelske Far, du som kender os i vores sårbarhed og skrøbelighed:

Vi takker dig for, at du har sendt din Søn Jesus Kristus ind i vores verden,

Så ingen behøver at fortvivle over sine mangler eller formørkes over sin skyld –

Så ingen lever for sig selv eller dør for sig selv.

Tak, fordi du i ham har vist, at du altid er os nær!

Herre, du som baner vej for os – selv gennem døden,

Du hvis barmhjertighed er stærkere end vores skyld,

Du som er kilde til tro og frimodighed – hold os fast trods vores svigten.

Gud Helligånd, bryd gennem vores selvtilstrækkelighed og blindhed,

Nedbryd dét, som får os til at lukke vore hjerter for hinanden.

Lad håb, livsmod og gode kræfter vokse i os,

Lær os at leve som Guds elskede, frie børn. – Amen.

 
Fadervor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn, komme dit rige,

Ske din vilje som i himlen således også på jorden;

Giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed! – Amen.

 
Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! – Amen.  


Afsluttende salme:

Den Dansk Salmebog nr. 725: Det dufter lysegrønt af græs. Melodi: Waldemar Åhlén. Tekst: Carl David af Wirsén 1889. Jakob Vad, sang og Thomas Darelius, klaver.

Ophavsret: