Den gode samtale

Udgivet fre d. 1. maj 2020, kl. 11:35
Kirke på afstand

Af sognepræst Michael Brautsch, Frederiksberg Sogn

Til tider taler man bare for døve øren. Det, man er i færd med at fortælle, bliver ikke rigtig hørt, af den man taler til. Andre gange taler vi forbi hinanden, og så bliver man nok hørt, men desværre også misforstået. Men hvis man ikke taler forbi hinanden og ikke taler for døve øren, og det, man taler om er vigtigt for alle, der deltager i samtalen, så er der virkelig grundlag for ”den gode samtale”. I den gode samtale behøver man ikke nødvendigvis at være enige om tingene, men man er enige om, at tale om tingene. At sam-tale. Man tør lytte og man tør tale, i tiltro og tillid til, at man bliver taget godt imod, i den blottelse meningsudvekslinger altid er.

 En af de store sociale udfordringer i denne karantænetid er, at få talt ordentlig med hinanden. Vi kan jo ringe, men så går vi glip af den andens mimik og gestikulation, som er nok så vigtig; vi kan skrive, men så mister vi også tonefaldet, og må klare os med små gule ansigter, der griner og græder og ser søde eller åndsvage ud, de såkaldte emojis. I det offentlige rum skal vi stå 2 meter fra hinanden, så det kalder jo ikke på den store fortrolighed.

 Fordi vi er sociale væsner, er samtalen vigtig. Nogen gange skal man bare have udvekslet et par informationer, og 5 minutter efter kan man ikke huske hvad man sagde eller spurgte om. Så går informationerne ind af det ene øre, for at forsvinde i et af forstandens mange pulterrum. Men hvis det er en god samtale, hvis man mærker varmen og interessen, så er det fordi der sidder en lille dims inde i hjernen, der spørger: Er det vigtigt? Som passer på, at de svar man får på sine spørgsmål, ikke fordufter, eller kommer til at suse ud af det andet øre, men bliver hængende inde i hovedet, så forstanden kan bruge det til at lave en god bemærkning; så det hele ikke bare bliver ”snak”, men opbyggelig tale – ord man kan leve af og på.

 Mange af de undere, Jesus gjorde, var at give døve og blinde mennesker hørelsen og synet tilbage. Ofte går vi rundt og kan hverken se eller høre, og kommer til at opføre os klodsede eller uforskammede. Med de restriktioner, vi alle lever med lige nu, så er det for alvor vigtig, at vi får talt med og lyttet til hinanden, ser hinandens behov og mærker andres savn. For alle er opgaven, på afstand, at bruge sanserne og vække dem til live på nye måder, så alle mærker fællesskabet og kærligheden – som coronaen ikke skal få lov at slå ihjel.

Ophavsret: