Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Julen er præcis som den plejer

Julen er præcis som den plejer
Udgivet tir d. 22. dec 2020, kl. 21:11
Byen & Præsten

Sognepræst Bettina C. Tranberg, Sct. Lukas kirke

Noget glædeligt er på vej! Nemlig julen. Også selvom den bliver anderledes i sin scenografi end den plejer. I julen fejrer vi, at Jesusbarnet bliver født i en stald. Et lille sårbart spædbarn kommer til verden. Og kærlighedsbarnet vokser op og forkynder, at han er en port til Guds kærlighed. Julen minder os om, at håbet ikke kun er forankret i noget menneskeligt, men også i noget uden for mennesket – i Guds kærlighed. Den kærlighed er uforanderlig. Derfor er julen som den plejer. Jo vist er traditionerne omkring vores måde at fejre julen på anderledes i år, fordi Covid-19 stadig udfordrer vores fællesskab. Men det bliver også jul i år. Og vi har prøvet det før - at julen ikke var som den plejede. Forventninger er skrøbelige. Jeg tror, at længslen efter den perfekte jul er vores helt private paradisdrøm om den store forsoning hvor hele familien kan være i stue sammen og alt er perfekt på vores helt egen måde. Og hvis det ikke er det ene der udfordrer den paradisdrøm, så kan det snart være det andet. Men det bliver også jul i år.

 Julen er et lyspunkt i den mørke tid. Julen er en trodsmagt, den giver håbløsheden modstand. For trods stigende smittetal, forbud og påbud, så går vi snart mod lysere tider. Også når angsten og frygten griber os og når vi fortvivles over Covid-19 og verdens til tider absurde gang. Eller når vi forstemmes over vores ofte smålige måde at omgås hinanden på. I 2020 har Covid-19 udfordret vores samvær og fællesskab. Hudsult og nærvær har fået en ny betydning for os. Vi har ikke kunne vise nærvær og omsorg på den samme fysiske måde, som vi har været vant til. Det er akavet og gør noget ved os. Det forstener os på en kedelig tavs måde, men vi er også blevet opmærksomme på, hvor vigtigt det er at kunne give et kram, udvise nærvær og omsorg. Det er mit håb, at det positivt kan bidrage til, at vi i 2021 og fremadrettede husker på, hvor vigtigt fællesskabet er, og at det bygger på omsorg og omtanke. Det er blevet os mere klart her i 2020, at forsoning, kærlighed og nærhed er det fundament, vi kan og skal bevæge os videre på. Og hvor vigtig håbet er. Det kristne håb, er håbet om, at Gud også er til stede i den fremtid, vi ikke kender. Håbet om fremtid i Guds hænder giver styrke og mod til at leve så godt vi formår. Vi skal rette ryggen og løfte hovedet og finde modet til at gå ud i verden med lidt mere overbærenhed end vi plejer. Det skal nok gå på trods.

Glædelig jul!