”Intet menneske er en ø,” digtede John Donne for næsten 400 år siden. Hvert individ, uddybede han, er en del af det hele, ja, hver eneste person er ét med den ganske menneskehed. En by er heller ikke en ø. Og alligevel kan Frederiksberg godt føles sådan fra tid til anden. Vi lever vores egen beskyttede tilværelse med smukke parker, grønne bænke og problemer, der sjældent stikker dybere end en parkeringskælder. Brødrene Lund Madsen ramte derfor plet, da de i en Sankt Hans-tale betegnede os som Københavns lille vatikanstat. En tidligere borgmester har da også sagt, at han ligefrem oplevede en lettelse, når han krydsede kommunegrænsen.

Men som hverken et menneske eller en by er en ø, er Frederiksberg det heller ikke. For ingen af os lever for sig selv. Ja, lige så lidt som forårets fugle er optagede af kommunegrænserne søger regionale og internationale problemer heller ikke ud på omfartsveje. Sidste måneds store ildebrand på Grøndals Parkvej mindede om det. Flammerne stod op i Vanløse, men røgen blæste ind over os. Den blev ikke på københavnersiden, men satte sig i vort åndedræt. Og fordi Frederiksberg er og bliver en del af verden, skyller verdenshavet fra tid til anden ind over andedammen. Når Anden Verdenskrig lader bomber ramme Den franske skole. Når den sovjetiske førstesekretær Nikita Khrusjtjov under den kolde krig besøger statsminister Kragh på Egernvej 61. Eller når toppen af poppen giver koncert på Peter Bangs Vej som da Beatles i 1964 lagde vejen forbi KB hallen. Nej, ingen af os lever for sig selv. Ingen by er en ø.

Stærkest blev jeg mindet om det efter et stormøde om Ukraine i Kedelhallen. Ved cykelstativerne løb nogle ukrainske børn rundt. De samlede grene op fra jorden og pegede dem mod hinanden. De legede krig. Og den konflikt der før var så langt væk, samlet i nogle forfærdelige billeder på fjernsyn og internet – den var nu at finde på sin egen måde omkring nogle cykelstativer ud til Nyelandsvej. For ingen af os lever for sig selv. Hver eneste borger på Frederiksberg er ét med menneskeheden. Og heldigvis er der masser af rørende eksempler på, hvordan vores politikere arbejder sammen med erhvervslivet og private på at finde løsninger for de flygtninge, der allerede er her.

Hvor længe de bliver, må tiden vise, men jeg håber, at de har oplevet, at selv hvis vi er en ø – så er vi klar til at tage imod de skibbrudne - Бо ніхто з нас не живе сам для себе. Ordene er fra den ukrainske oversættelse af Romerbrevet i Det Nye Testamente. Det betyder ”for ingen af os lever for sig selv.” 

Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken