Sorgsalon med RØRT



1. september 2023 kl. 18.30 – pris 150 kr. incl. tapas
 

Værtinde og hospicepræst Charlotte Clante inviterer sammen med duoen RØRT indenfor til en intim og anderledes koncert-oplevelse. I en privat lejlighed på Frederiksberg vil vi med ny-komponeret nordisk musik, smukke æstetiske rammer samt mad & vin skabe et særligt eksistentielt fællesskab og en samhørighed i sorgen. Vi synger og taler vi os igennem det skønne liv, der uundgåeligt også byder på afsked.

I afslappede omgivelser og med et køligt glas vin i hånden, vil vi med sindrig humor og poetiske tekster se lyst på mørket. Det er lettere at tale om det der tynger, når humøret er højt – for når sorgen hænger tungt i luften, er det ofte alt for hårdt og ubærligt.

Sangene er ikke sørgelige - de er tankevækkende. Stemningen er ikke tung - den er let, og underholdende. Og med lidt vin i blodet og god mad nipper vi nænsomt til både lyset og mørket…

RØRT opstod efter forsanger Therese Fabricius mistede sin far, og består foruden Therese af jazzpianist Nicholas Kingo. I samarbejde med Østerbros Teater lavede duoen i december 2018 en iscenesat sorgsalon i en privat lejlighed på Nørrebro med støtte fra Statens Kunstfond. RØRT har siden optrådt i kirker, sognehuse, gallerier og private hjem og haft samarbejder med præster, skuespillere, musikere, scenografer & instruktører landet over. Therese har bl.a. skrevet en opera for børn, lavet reumertnominerede teaterforestilling og radiosatire foruden at være nomineret som årets revyforfatter.