Sogneindsamling 2025
Vi samler. Sammen.


Folkekirken på Frederiksberg støtter Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling.

Temaet for årets indsamling er:  
Vi samler. Sammen.

Krige, katastrofer, sult og undertrykkelse.
Der er meget, der splitter os i denne verden. Men vi kan gøre noget for at samle. Sammen.


Når du i fællesskab med andre bruger en søndag i marts på at samle penge ind, giver din tid og dine penge mening og håb for mennesker ramt af krig og katastrofer.  For tid er aldrig kun tid, og penge aldrig kun penge. Tid og penge kan veksles til nødhjælp, til klimahjælp, til uddannelseshjælp, til fødevarehjælp, til iværksætterhjælp og til alt-det-du-kan-tænke-dig-til-hjælp. Hjælp, der kan skabe varig forandring i andre menneskers liv.  

Alt det bidrager du til i fællesskab med andre, når vi samler. Sammen.  At gå en tur med indsamlings-bøssen eller åbne, når det ringer på døren, er ikke en lille ting. Det er en dyrebar handling for mennesker, som lever under ekstremt vanskelige forhold. 

Gå med søndag d. 9. marts
og vær med til at samle.  

Du giver mere, end du tror.  
Du giver. Mening.    

Meld dig som indsamler

 
 Du kan også støtte indsamlingen digitalt:

Om sogneindsamlingen  
Gennem et kvart århundrede har Folkekirkens Nødhjælps landsdækkende indsamling hjulpet mennesker i nød. Den anden søndag i marts hvert år, går flere end 10.000 frivillige på gaden og samler ind – penge, der går til at redde menneskeliv, opbygge robuste lokalsamfund og bekæmpe ekstrem ulighed. Kirker landet over skaber de lokale rammer for indsamlingen i samarbejde med folkekirkelige foreninger som KFUM og KFUK, FDF og KFUM-spejderne. 
 
Om Folkekirken på Frederiksberg 
Folkekirken på Frederiksberg består af ni sogne og 10 kirker. Sidste år samlede Folkekirken på Frederiksberg 167.043kr. ind til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling. Det tal vil vi gerne slå i år. Derfor har vi brug for din hjælp. Du kan læse mere om indsamlingen på www.noedhjaelp.dk/indsamling.

For yderligere spørgsmål, kontakt: Provstikoordinator, Espen Bock Andersen, Folkekirken på Frederiksberg på esba@km.dk.