Følg provst Kirsten Jørgensen,
der besøger Zimbabwe med
Folkekirkens Nødhjælp 

Sidste rejseglimt

Så er jeg landet igen i præsteboligen på Ndr. Fasanvej. Sikke en omstilling fra det plagede og tørkeramte Zimbabwe til det våde og privilegerede Danmark. Hovedet er fyldt med en uges intense møder med zimbabwerne, naturen og dyrene. Møder med ekstrem tørke, en stærkt udfordrende politisk system og en kollapset økonomi. Men vi har mødt stærke mennesker, der med støtte fra bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, Danida og en række lokale organisationer formår at skabe et liv for sig selv og fællesskabet. Vi ved, at der er mismod, resignation og håbløshed i landet, men har også set, at der kan gøres noget, og at det lykkes, når mennesker sætter sig for at ændre deres vilkår og får en smule hjælp til at komme i gang med det. Vi har bogstavelig talt haft fingrene nede i udviklingsprojekter, der nytter, fordi de er konkrete og praktiske og fordi Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen med lokale organisationer. Zimbabwerne har ikke brug for vores medynk eller barmhjertighed; de har brug for fantasifulde hoveder og aktive hænder, der er løsningsorienterede.
I syv dage har jeg lyttet og arbejdet, og jeg har krammet og grinet med zimbabwerne. De har largesse, som da vores chaufførere og lokale leder en af de sidste dage gav os alle shona-navne og valgte dem, der beskrev det, de forbandt med os som fx shona-navne for Glæde og Tak og Gave. Så tak til Zimbabwe, kærlig hilsen Rudo.

Rejseglimt 9

Rejsen sluttes - selvfølgelig - med en gudstjeneste. Vi skal til Chipapa og holde gudstjeneste med en lokal menighed. Det er en pinsekirke - en meget hurtigt voksende denomination i det meste af Afrika. Jeg har mine bange anelser, som ikke bliver mindre af, at jeg ved, at den såkaldte fremgangsteologi også har stor udspredelse i Zimbabwe, som i andre afrikanske lande. Prosperity theology, som den kaldes her, går kort fortalt ud på, at der er sammenhæng mellem hvor rig du er og hvor godt det går og så Guds nåde overfor dig. Omvendt; hvis det går dig rigtig skidt, kan det kun være fordi Gud vil straffe dig, eller helt har forladt dig. Det er amerikanerne, der har forpestet kontinentet med den slags idioti. Heldigvis har jeg nogle samtaler med pastor James, der for er år siden oprettede menigheden i Chipapa - han driver faktisk også den lille lodge, vi bor på. Alle mine danske forbehold forsvinder. Han er en stærk kritiker af prosperity theology og den grådighed og udnyttelse, alt for mange præster udsætter deres menighed for - de forlanger penge for alt og kører selv rundt i store biler. James finansierer menigheden selv. Vi er meget langt ude på landet og kirken er endnu ikke en bygning, men et telt af strå og plastik. Vi deles om gudstjenesten, og jeg smider et par hallelujaer ind her og der for ikke at skille mig alt for meget ud. Varmen, hjerteligheden og livligheden er stor, og det hele er så opbyggeligt. Efter talrige håndtryk og selfies med smilende afrikanere sætter vi kursen mod Harara.

Rejseglimt 8

Ingen Afrika-rejse uden tid til at nyde dyrene - selvom nogle af dem skaber problemer for mennesker. Så tidligt er vi klar til safari. Nu over aftensmaden har vi talt op, at vi så 25 forskellige; fx zebra, waterbuck, maraboustorke, impalaer, bushbuck. Den sidste skriver Karen Blixen så smukt om i historien om Lulu i “ Den afrikanske farm”. Ved middagstid sejler vi ud på Kariba-søen, skabt af den store dæmning, der blev bygget i 1960 på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe, som skilles af Zambezi-floden. Dæmningen betød, at 30.000 menneskers hjem nu ligger på søens bund, og de blev tvunget til at flytte. Vi fryder os over flodhestene, der flyder rundt, så man kun ser deres øjne, der hvælver sig over havoverfladen som halvmåner, der hviler på himmelbuen. En elefant har besluttet, at han også vil ses som det allersidste, inden vi kører sydpå. Men da alle fire Pick-ups stopper for at beundre ham, bliver han irriteret - ja faktisk så vred, at han angriber. Han når heldigvis ikke at røre bilerne, vores dygtige chauffører trykker på speederen og oprømte og lidt forskrækkede fortsætter vi på de hullede veje, hjem til Karoi .

Rejseglimt 7

Et tema der gentages adskillige gange er forholdet mellem de vilde dyr og mennesker. Af politiske årsager har de zimbabwere, vi besøger, siden begyndelsen af 1980’erne boet der, hvor elefanter, løver, hyæner og bavianer holder til. Mennesker og dyrene er kommet for tæt på hinanden. Vi besøger landsbyen Otel, hvor en af Nødhjælpens samarbejdspartnere sammen med landsbyen har udviklet en metode til at holde elefanterne væk fra landsbyens vand og de lækre tomater, som de også godt kan lide. En blanding af tørret elefantlort, chili og brugt motorolie bliver til et kæmpestort fyrfadslys, som beboerne anbringer rundt om deres grøntsagsmarker og tænder om natten. Elefanter kan hverken lide motorolie eller chili og kan lugte det 4 km væk og holder sig på afstand - lige indtil de finder ud af at gå en anden vej, hvor vinden ikke river dem chilien i snabelen. Elefanter er ikke bare store dyr - de har også en stor og klog hjerne .Vi overnatter ved den kæmpestore kunstige sø, Kariba. Det er første gang jeg er blevet hentet af en sikkerhedsvagt på mit værelse for at følge mig ned til restauranten - han skal beskytte mig i fald der skulle komme en flodhest eller en bavian i vejen.

Rejseglimt 6

Det handler om østershatte. Vi besøger Pauline, som har skabt en blomstrende forretning, hvor hun og hendes to sønner producerer de lækre svampe. Vi bliver undervist i alle aspekter af den sindrige proces, hvor jordnøddeskaller, bomuldsrester, bønneskaller, majsblade og tørrede majskolber bliver til det miljø, som svampesporerne bor i. Vi hakker og væder og blander og fylder under stor munterhed poser med den masse, som svampene skal vokse i. Pauline har indrettet sin runde køkkenhytte til svampehus og det er magisk at se dem gro. Faktisk nærmest smukt. De kan sælges for 1 US dollar pr 200 gram og har forbedret Paulines levestandard betydeligt. Inden vi siger farvel, får vi en smagsprøve på østershatte stegt i margarine - de smager forrygende godt.

Rejseglimt 5

Hun hedder Brilliant og bor i en landsby nogle hundreder kilometer nord for Harara. Det er ikke en helt almindelig landsby, for her støtter Danida og Nødhjælpen et økologisk landbrug styret af kvinder. Vi blev sat i arbejde med at producere både organiske pesticider og organisk gødning. Jeg ved nu langt mere om, hvad hønselort kan bruges til - det har jeg af lært af Brilliant og de andre kvinder. Hun er 35 år, ugift og bor med sin mor og brødre. Uden den organiske have ville hun og familien have svært ved at klare sig. Brilliant syntes, jeg skulle prøve at bære 20 liter vand på hovedet - og brød sammen i latter, da det lykkedes mig at spilde det meste ud over hende og mig.

Rejseglimt 4

33.000 små træer står og venter på udplantning. Zimbabwe lider som mange afrikanske lande af, at træer og skove er forsvundet med flere klimamæssige udfordringer til følge. Nu er ambitionerne om at få træerne tilbage kæmpestore. Den lille landsby vi besøger har samlet frø af lokale træer, puslet om alle de små skud og når regnen forhåbentligt kommer til december skal de plantes. Næste år skal der været mere end 1 million træer i området. Et på een gang simpelt og sofistikeret projekt, der involverer de lokale bønder. Selv børnene i den lokale skole lærer om bæredygtighed og klima - og så er de også bare børn; søde og nysgerrige og faktiske helt uimodståelige.

Rejseglimt 3

Der er sikkerhedsbriefing på Nødhjælpens kontor. Vi er både i fare for trafikuheld og kidnapning. Zimbabwe er ikke et ufarligt land, men de trusler, vi advares om, er dog for intet at regne mod dem, zimbabwerne møder dagligt. Oplyst og rustet går turen nordpå i fire pick-ups. Farten er høj og ujævnhederne mange, og inden vi når til Karoi, 200 km nord for Harara, sidder blæren oppe i nakken. Første opgave er et høflighedsvisit hos den lokale guvernør. En meget vigtig person for det arbejde Nødhjælpen udfører i området. Efter et dejligt måltid under den åbne afrikanske himmel falder jeg om og vil måske drømme om lilla træer, farlige løver og venlige zimbabwere.

Rejseglimt 2

Morgen i Zimbabwes hovedstad Harara. Det er forår, og Jacaranda-træet blomster i lilla. “Her bliver folk jo ædt af løver”, melder Mads fra Nødhjælpens landekontor i Harara. Men det virker i grunden som den mindste af zimbabwernes udfordringer. En regntid, der er blevet alt for kort og en sol, der brænder for hårdt. At omstille sit liv til de nye vilkår naturen byder menneskene, fordi menneskene har budt naturen alt for meget er svært. Ja, ikke bare svært men et spørgsmål om liv eller død. Hvordan zimbabwerne kæmper med det skal vi opleve de næste dage. Men først en lang køretur ud på den røde jord, nordpå.

Rejseglimt 1

Morgen i Dubai. Jeg husker ikke, hvor lang tid Karen Blixen var om at rejse til Østafrika - måneder tror jeg. Vi er kun et døgn om det. Efter få timers søvn i Dubai, sætter vi kurs mod Lusaka og Harara. Europa, Mellemøsten, Afrika på eet døgn. Verden er tæt og dog så forskellig. Fra det hysteriske byggeboom i Emiraterne til, ja til hvad?