Gode historier har deres egen sandhed

Gode historier har deres egen sandhed

Gode historier har deres egen sandhed

# Byen & Præsten

Gode historier har deres egen sandhed

For et par uger siden var der premiere på filmen Dumbledores hemmeligheder, og jeg fik jeg lyst til et gensyn med den oprindelige Harry Potter og De Vises Sten fra 2001. Det er den første film om drengen Harry, der på sin 11 års fødselsdag opdager, at der også findes en parallel verden, en lidt sjovere verden end den han sidder i til halsen hos familien Dursley. Her er han sat i pleje, forældreløs som han er. Det viser sig, at der er en magisk verden lige ved siden af, som han ikke kendte, hvor man flyver på koste og siger magiske ord. Det er her, Harry hører hjemme med nye venner og nye sandheder, langt væk fra de trælse helt almindelige mugglere, som spiser, ser fjernsyn og altid har noget at kritisere ham for.

Efter at have genset Harry Potter, var der et par dage, hvor jeg så med nye øjne på kø i Netto og Peter Bangs Vej Station. Kunne der være andre udveje? I Harry Potter og De Vises Sten findes der halve numre, altså ikke kun et spor 1 og et spor 2, men også et spor 10½.  Hvis man skal med Hogwards Expressen og er troldmand, er det spor 10½, man går efter. Umiddelbart kan man ikke se det, men det betyder ikke, at det ikke findes.  Forbløffende hurtigt gled jeg ind i den gamle historie og undrede mig hverken over halve numre, flyvende koste eller usynlighedskapper.

På intet tidspunkt, mens jeg genså den gamle Harry Potter film, overvejede jeg sandsynlighed. Tværtimod lod jeg mig gribe af den kraftfulde fortælling. Og mit spørgsmål er, hvorfor vi ikke bare gør det samme med Bibelen. Her skal det altid tilføjes, at sådan kunne det jo ikke være, verdens skabt på 7 dage, sikke noget vrøvl. Her vil jeg med Harry Potter i ryggen nu sige. Vissevasse, naturlove mig her og naturlove mig der. Du ødelægger historien!

Der er mange former for sandhed, og gode historier har deres egen sandhed, som bare dukker op og er til i deres egen ret.  Som vidunderlige magiske bøger, der åbner sig selv. Malerier, der taler.  Det kan også være hellige tre konger og engle, som bare dukker op ud af det blå. Det samme gør stor kærlighed. Verden er virkelig magisk. Spørg bare Harry Potter.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed