Der er noget dragende ved tårne og snart får vi et nyt tårn her på Frederiksberg: Zoo-skyliner. Det kommer til at stå på et i forvejen højt sted og det er godt, for på gadeplan kan det være svært at få overblik. Der er trængsel og tæthed. Byens puls er høj. Trafikken larmer. Der dyttes og råbes. Cyklister suser forbi. Fodgængere passerer dig med hastige skridt, musikanterne spiller og gadesælgerne tilbyder deres varer. Brudstykker af samtaler ekkoer mellem husene. Dernede i gaderne kan det være svært bare at få øje på et tårn eller gå i retning af det. Men med ét tårner det sig op foran dig og opstigningen kan begynde.

Oppe i det åbne tårn, er der stille. Det eneste du hører, hvis du kan gå udenfor, er en stille susen. Det er vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Deroppe ser du vejene føre ind og ud af hinanden. Store som små tager de hinanden i hånden, næsten som legende børn. Du ser de store pladser og torve. Træerne og parkerne. Biler bliver til biller i alskens farver. Byen åbner sig. Den folder sig ud som forårsblomster i maj. Selv skal jeg dog ikke kigge for meget ned, når jeg står deroppe i tårnet, så begynder himlen at dreje over mig og jorden under mig og til sidst bliver jeg svimmel.

Sådan kan det også være i livet. Vi kan let blive svimle og vi kan blive svimlende trætte. Den ene dag tager den anden og tiden går hastigt. Ofte har vi selv lige så travlt, som dem, der passerer os på gaden. Arbejde, familie, venner, nat og dag veksler mellem hinanden. Og så med ét kan noget ske. Du får øje på noget ved livet og i livet, som du ikke så før. Det er som at blive taget med op i det høje tårn. Et sjældent overblik byder sig til. En sammenhæng går op for dig. Du standses og standser op og dit liv forandres. Måske for altid. Dit overblik og din udsigt bliver til indsigt og denne indsigt bærer du som en skat gennem dit liv. Du glemmer det aldrig. Et sådant overblik og en sådan udsigt, der med ét forvandler sig til indsigt, kan man blive ganske glad for og meget taknemmelig ved. Ofte sker disse ting i mødet med et andet menneske. Og et sådant møde kan på forunderlig vis give os daglig udsigt. Udsigt til det gode, som stod vi i et tårn.

Søren Bruun, studie- og sognepræst ved Sct. Thomas kirke