I marts blev jeg 35. Det var ikke en overraskelse. Det var derimod den erkendelse, som pludseligt ramte mig, da jeg vågnede op en lys og kølig mandag morgen. Nu er der nemlig færre år til 50 end til min studenterhue, som jeg fik som 19-årig.

50 er i mit hoved overgangen fra ”midaldrende” til ”moden”, mens studenterhuen for mig var overgangen fra ”barnligt ung”, til ”(mere) voksent ung”. De to begivenheder er altså afgørende overgange i livet, og denne ellers uanselige mandag i marts blev dermed i det lys pludseligt åbenbaret for mig som overgangen mellem overgange.

Hvad overgik jeg til? Det ved jeg stadig ikke, men jeg har dog en klar fornemmelse af et afgørende ryk væk fra studenterkørslens mange former for beruselse og den simultane følelse af frihed og angst, som kun findes, hvor fremtiden for alvor ligger åben foran os.

Fremtid. På den ene side findes den ikke (endnu) og er dermed absolut fiktiv, og samtidig er det ikke til at være i en nutid, der ikke rummer en fremtid at se frem til. Fremtiden er på samme tid både uvirkelig og afgørende.

Fremtiden var dengang det eneste af betydning: Nuet var alene midlet til at undslippe fortiden, som jeg forbandt med barndommens mange grænser. Kun fremtiden og dens løfter om ”nyt” betød noget.

Det var synd. Det stive blik fremad gjorde nemlig øjeblikkene æteriske og hule. Uden noget konkret at hæfte mig ved, vidste jeg ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg lavede. Det var en fantastisk tid i begge betydninger: Fyldt med uendelige højder, men også uvirkelig, tåget, løsrevet fra det, der betyder noget. Derfor var studenterkørselstiden også præget mere af angst end af håb.

Siden har jeg lært, at hvor angsten bor i fremtidens uvished, lever håbet i det nu, som alle fremtider udspringer af: Ser jeg mod fremtiden, ser jeg kun én fremtid, som altid vil være frygtelig, fordi jeg enten frygter, at den skal blive, eller frygter, at den ikke skal blive. Andre muligheder er der ikke, for fremtiden kan ikke blive til andet, end jeg ser, fordi fremtiden ikke er. Kun det, der er, kan blive andet, end det er.

Nuet er den tid, der er, og derfor kan nuet rumme håb: Når jeg tillader mig at være i det øjeblik, jeg er i, åbenbares alle de øjeblikke, som det kan blive til, og dermed også dem, som jeg vil kaste mit håb frem mod.

Som en ikke-helt-men-dog-mere-moden 35-årig er min bøn derfor til alle de nyudklækkede studenter: Vær nu i nuet. Fremtiden kommer af sig selv.

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn