Den grønne bølge er skyllet hen over vores helt eget Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) på Rosenørns Alle. I min avis kunne jeg forleden læse om, at staten har pålagt DKDM at indgå en ny serviceaftale, der fokuserer på den grønne omstilling. Det indebærer fx at kantinen skal omlægges til svanemærkede madvarer. Alt i alt koster omstillingen tre millioner kroner ekstra, som så skal findes et andet sted i huset. De studerende frygter selvfølgelig, at det kommer til at gå ud over deres undervisning. Så de spørger, hvem der tror, at de hellere vil have en grøn kantine end undervisningstimer? Det er, som man siger, et godt spørgsmål, som man egentlig ikke bør kunne svare på, for det er et umuligt valg. Grøn mad eller god musik? Vi vil selvfølgelig have begge dele.

                          Dilemmaet på DKMK udstiller meget præcist den besværlige situation, verden har bragt sig selv i ved at have set stort på ubetænksom udnyttelse af jordens ressourcer. Hvem skal betale for, at vi kommer på ret køl? Når netop historien om udfordringen på musikkonservatoriet har fanget mig, så er det, fordi det altid er lidt for nemt at foreslå besparelser der, hvor man ikke tror, at det gør ondt, nemlig på kunst og kultur. Vi skal ikke spare på sygehuse og plejehjem, for i en velfærdsstat skal vi tage os godt af dem, der er svagest. Vi skal også kunne producere varer, så vi kan konkurrere på markedet. Selvfølgelig. Men har vi så rigtig brug for Chopin og Picasso? Og for alle dem der er fulgt efter dem i kunstens metier? Det har jo ingen nytteværdi, siger man. Men der tager man grueligt fejl. Kunsten er til glæde og giver os skønhed i livet – alene det er stort og vigtigt. Men kunsten har også den opgave at udfordre os. Få os til at se på os selv og samfundet på nye og uventede måder. Kunsten kan vende op og ned på det, der var stivnet i forventninger og fordomme. Her deler den rolle med religionen. Troen og kunsten åbner verden. Begge dele både sparker og pleaser. Musikken kan åbne vejen til vores følelser og dermed til det andet menneske. Derfor bør DKDM selvfølgelig både have midler til at sørge for, at kloden er grøn og til at uddanne de musikere, der både er flødeskum og nødvendige igangsættere i vores liv.

                          Vores kulturinstitutioner svømmer ikke i penge. Jeg kunne ønske mig, at det konkrete dilemma på Rosenørns Alle kunne åbne vores og politikernes øjne for, at de af os, der har penge nok, kan betale lidt ekstra i skat, så vi både kan få grøn mad og god musik.  

 Provst Kirsten Jørgensen