Jeg er kommet på fornavn med flere, jeg ellers ikke som sådan kender. Og jeg er blevet fortrolig med deres ansigtstræk. De ser på mig, hver gang jeg går udenfor min dør. Jeg opsøger dem ikke, de opsøger mig – de venter tålmodigt på hvert gadehjørne og langs vejene for tavst at få lov at hilse på mig igen og igen.

I efterårsferien var jeg på en lille ø i det Sydfynske øhav. Der var der én valgplakat – én, det var det hele. På Frederiksberg hænger der valgplakater alle vegne. Hver med sit navn og sit ansigt der hilser, hvor end jeg kommer frem og som efter at have hængt der et stykke tid er blevet en smule mørnede i kanterne.

Plakaterne er der i et bestemt ærinde og det ansigt, de vender ud mod os, er bevidst og professionelt. Ansigterne er fanget i præcis den positur og med det blik, de ønsker at henvende sig til verden med. Men ellers er et ansigt ikke sådan at indfange. Et ansigt er foranderligt, bevægeligt. Det er noget af det første, vi lærer, når vi bliver født. Vi lærer at aflæse de ansigter, vi ser og som vender sig mod os. Der er selvfølgelig dette professionelle blik, der ikke sådan uden videre afslører, hvad der gemmer sig bag ved det. Men ellers ved vi, om de ansigter, vi ser, udtrykker glæde, forvirring, angst eller sorg. Og vi ser det ikke kun, vi påvirkes også af det. Et smil fra en kan afføde et smil hos andre, eller et ansigt fortrukket i smerte kan vække empati og kalde på handling fra andre.

Ofte haster vi forbi hinanden uden at registrere det store. Vi træder ind i de tætpakkede busser og i metroen med blikket slået ned. Vores ansigter røber da ikke det store, ikke andet måske end lidt træthed, lidt indelukkethed eller bare det at vi er levende. Men pludselig kan der være en, der får os til at løfte hovedet. En som ser direkte på os. Flygtigt måske, men ikke desto mindre. Og kroppen der før sad på sædet overfor, træder frem som et menneske i det ansigt, der nu vender sig imod os.

Snart vil alle valgplakaterne være taget ned igen. De mange ansigter på lygtepæle og gadetræer vil være væk. Valgplakaterne er fysiske ting, et stykke kampagnemateriale. Ansigterne, de levende, som vi sidder ved siden af i metroen og går imellem på gaden, er her stadig. Og de fortæller os, at vores liv leves i det menneskelige, i lyset fra de ansigter der ser på os.

Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke