Julen er hjerternes tid. Det ved vi godt. Det er derfor, vi giver gaver, for, som vi også ved, så er det langt bedre at give end at modtage (og hvis I ikke ved det, så er I velkomne i kirken juleaften, hvor jeg vil gøre mit bedste for at forklare).

Når det er sagt, er det også godt at modtage, for når vi modtager i taknemmelighed, giver vi jo faktisk noget igen: Vi fortæller med vores glæde og tak, at giveren af vores gave er meget værd, for han eller hun har givet os noget, der er meget værd. Det gælder også, når der er tale om noget, som rent monetært ikke er særligt meget værd, for det, der gør en gave god, er jo den umage, som giveren har lagt i den. Det ved de fleste af jer forhåbentligt også.

Juleaften – og juletiden i det hele taget – er altså en gylden mulighed for at få lov at give i anden potens: Når vi giver en gave, som vi har gjort os umage med, og når vi giver vores taknemmelighed over den umage, som andre har lagt i deres gaver til os.

Som jeg nu har nævnt et par gange, er dette formentligt og -håbentligt ikke nyheder. Hvorfor bruger jeg så dyrebar spalteplads på det?

Jo, for det første er jeg jo præst, og det kendetegner os som profession, at vi bruger ganske mange kræfter på at gentage det, som andre allerede ved, i håbet om, at de så også husker det.

For det andet er det netop i juletiden, med dens gyldne mulighed for at give ekstra, værd at huske på dem, som ikke har denne mulighed. Dem, som sidder alene i bogstavelig eller overført forstand, og som derfor hverken har nogen at gøre sig umage for eller nogen, hvis umage de kan vise glæde over.

Er du, kære læser, selv én af disse ensomme, vil jeg på det kraftigste opfordre til at opsøge nogle af de mange fællesskaber, som eksisterer her på Frederiksberg, om det så er Flinten, Ventilen, den lokale kirke eller noget fjerde. Disse fællesskaber gør godt, fordi de giver os nogen at give noget til, og som de fleste ensomme ved, er vi mest, når vi er noget for andre.

Er du, kære læser, ikke ensom, så vil jeg opfordre dig til alligevel at opsøge disse fællesskaber eller på andre måder finde mennesker, som mangler nogen at gøre sig umage for. Ikke bare for deres skyld, men også for din egen. Min erfaring er nemlig, at de af os, som har nok i os selv og vores, har den største gavn af at få lov at dele ud af alt det, vi har nok af.  

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn