Ét af mine mange privilegier er det, at jeg må bo i den gamle præstegård på Pile Allé. Den blev bygget i 1824-25, og den rummer trods mange renovationer stadigvæk et tydeligt ekko fra en anden tids Frederiksberg. Det ses særligt tydeligt på billeder af præstegården fra det 19. århundrede: Huset ligner sig selv nærmest på en prik, men omgivelserne er radikalt anderledes end i dag, for det meste af Frederiksberg, som vi kender det, er jo opført siden. Med andre ord har huset stået stille, mens Frederiksberg er vokset op omkring det.

Nogle gange tænker jeg, om det overhovedet er det samme Frederiksberg. Godt nok sidder jeg i den samme præstegård, som mine forgængere, men er jeg præst på det samme Frederiksberg? Hvor meget kan noget ændre sig og stadigvæk være det samme? Jeg tror det. Jeg tror, at byen er den samme, selvom næsten alt er forandret, men jeg tror kun, at det er muligt at se, hvis man elsker den.

Det var en indsigt, som de to mest betydningsfulde mænd i mit liv – min søn og min far – lærte mig: En dag da min søn var knapt et år, slog det mig, at han på en måde var en helt anden end den dreng, som lå på min kones bryst minutterne efter fødslen. Næsten alt havde jo ændret sig siden: Hans krop var næsten dobbelt så tung, hans kognitive evner var mangedoblet, og han havde endda fået en egentlig personlighed.

Alligevel var jeg jo ikke i tvivl om, at han var den samme dreng, som jeg så den eftermiddag, han kom til verden, for jeg elskede ham på samme måde, som dengang, og gennem kærligheden så jeg min søns sjæl: Det ved ham, som gør ham til ham uanset, hvor meget han måtte ændre sig. Det samme oplevede jeg med min far, som de sidste år af sit liv qua sin alzheimers mistede både minder, evner, miner og meget andet af det, der i manges øjne gjorde ham til den, han var. Dog ikke mine øjne, for jeg så ham med kærlighed, og kærligheden viste mig, at min far blev ved med at være den, han altid havde været trods tabet af mere og mere af det, han havde. Ja, selv da han mistede livet, holdt han ikke op med at være, hvem han var, viste kærligheden mig, for sjælen overlever døden. Frederiksberg har ikke ændret sig meget på de fem år, jeg har boet her. Alligevel er jeg overbevist om, at jeg er præst i den samme by som mine forgængere, for jeg holder af den på samme måde, som de også måtte have gjort, og derfor ser jeg byens sjæl og ser, at Frederiksberg vil være sig selv, selv hvis præstegården skulle blive en anden.

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn