Der vækkes et hvidglødende raseri i mig hver gang, jeg ser en hundelort på gaden. Jeg ved godt, at meget andet er langt værre og derfor langt mere passende at være vred over, men jeg føler ikke desto mindre, som jeg føler. Allerværst er det, når jeg ser det på kirkegården. Det er et godt sted at gå med hunden, for der er ikke mange løbere, og der er smukt både for øjet og ånden, for det er jo stedet, hvor vi kommer i sorg for at pleje minderne om dem og det, der var. At se de sørgendes hellige rum besudlet af andre hundeejeres ugidelighed gør mig vred på en måde, som jeg har svært ved at sætte ord på.

Ikke mindst, fordi det er en impotent vrede: Synderne er jo ikke længere dér, hvor synden ligger og smiler brunt og grimt til verden. Min vrede er ikke bare vrede over andres manglende respekt, men jo også vrede over den afmagt, som vi andre står i overfor apatien.

Derfor har jeg nu besluttet mig for at tage sagen i egen hånd og gøre noget ved det. Jeg vil ikke længere se til, mens nogle få ødelægger det for de mange, og jeg har fundet en løsning, som jeg kan leve med. Løsningen er radikal, og det er den nødt til at være, tror jeg, for at kunne tilfredsstille de voldsomme følelser, der bor i mig.

Jeg er begyndt at samle op efter andre.

Det er ikke svært for mig, for jeg har som hundeejer som regel nogle poser på mig, og kommunen er jo så god at stille poser gratis til rådighed.

Jeg kan godt gætte, hvad nogle af jer tænker: Hvor er straffen til de skyldige? Hvor er retfærdigheden? Hvor er den bitre lektie, som fører synderen til omvendelse?

Jeg forstår jeres spørgsmål, for jeg har tænkt det samme, men har indset, at de uansvarlige vil fortsætte deres uansvarlighed uanset, og retfærdighed er i øvrigt noget, vi leger, for her i livet er det kun egentligt vigtigt at vide, hvad der skal gøres, og hvem, der kan gøre det. Selvfølgelig skal vi handle, hvis vi kan forhindre noget skidt, for det er godt at forhindre skidt, men retfærdighed er en overflødighed. Ja, vi bærer næsten alle en hunger efter retfærdighed i os, men denne hunger behøver ikke at diktere os, for den er blot en følelse, og vi kan vælge at lade den være blot en følelse.

Ligesom jeg kan vælge at være vred og gøre intet, eller jeg kan lade vreden give mig styrke til at bøje mig ned, hvor andre ikke magtede det, og med min afføringspose tilføre mit lille stykke af Frederiksberg skønhed på ny. Der går intet af mig ved at gøre det, har jeg lagt mærke til. Faktisk kommer der noget til mig: En følelse af frihed. Jeg er nemlig ikke længere underlagt andres grimme efterladenskaber, men i stedet fri til at efterlade skønhed i mine fodspor.

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn