Da jeg var barn, legede jeg krig. Jeg vidste ikke noget om krig, men jeg legede krig alligevel. Måske var det de enkle regler, der gjorde, at der indimellem blev meldt krig i mit barndomsland. Man havde en bestemt afgrænset opgave og målet var klart. Man skulle med kridt erobre noget af de andres land. Bid for bid skulle man tage fra de andre. Da jeg blev lidt ældre, legede jeg stadig krig. Det var udendørs stratego. Vi fordelte rollerne imellem os. Én blev general, nogle oberster, nogle spioner, nogle bomber og så vi løb rundt i baggårdene i et på forhånd aftalt område omkring H.C. Ørstedsvej og løb ind og sad i bagbutikken i de forretninger, hvor vi kendte indehaverne. Det var krig, men det var ikke aggressivt. Sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Det var mere noget med at ligge på lur, holde sig skjult, pludselig spæne afsted, råbe højt, blive tysset på af voksne, men være alt for opslugt til at tage sig af det. Sådan er det at vokse op i et land og i en tid uden krig. Man kender kun krigen fra lege, der har et næsten drømmende skær, fordi det er lege, der ikke kender til krigens realiteter.

I dag er realiteterne rykket tættere på. Stadig lever vi fredeligt her, men der er krig i Europa. Årtier med nedrustning er afløst af oprustning og vi har netop markeret årsdagen for krigen i Ukraine. Hvad krig er og hvad den gør ved mennesker, ved de fleste af os stadig kun på anden hånd. Vi betragter det udefra, men vi fornemmer det dog tydeligere. Krigens ofre fortæller om den og hver dag er der nyt fra Ukraine – billeder af sønderbombede byer og kældre, hvor børn og voksne prøver at finde lidt normalitet, mens drønene fra bomber, der slår ned, er den lydlige baggrundskulisse.

 Et år med krig er et år for længe. Da krigen var ny, oplevedes afslutningen på en eller anden måde tættere på. Det var for absurd, for fremmed til at vi rigtig kunne forestille os, at det kunne vare ved længe. Nu er vi ikke længere i krigens begyndelse, og afslutningen er blevet mere fjern. Og dog er krig en undtagelsestilstand, den kan aldrig blive en normalitet. Den er en zone i det menneskelige, der ikke er beboelig, drønene er for høje, prøvelserne for store. Årsdagen for krigen markeres derfor med et håb om afslutning og en bøn om fred. Børn skal også i fremtiden kunne vokse op med lege, der ikke kender til krigens realiteter.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang Kirke