Kære læser! Denne klumme skal ikke handle om Michael Bojesen, men om os. For et par søndage siden var han vikarorganist i Sankt Lukas Kirke. Det var kommet DR for øre, som i P1 Morgen fredagen forinden interviewede min præstekollega for at høre, om det nu gik an.

   Vi ved, at en række piger under atten år har oplevet en seksualiseret kultur i DR Pigekoret. Og at de i november 2021 fik en uforbeholden undskyldning fra DR’s ledelse. De var børn dengang. Vi voksne har altid og i alle sammenhænge et ansvar for at være gode voksne. Jeg led under en lærers forelskelse i folkeskolen og skulle altid med ham på depotet. Hans grænseoverskridende adfærd fortalte jeg ikke om til nogen, end ikke til mine forældre. Jeg vidste kun, at det var forkert. Sofie Lindes tale ved Zulu Awards for snart tre år siden fik mig til huske.

   Vi ved, at de fleste af de krænkelser, der blev afdækket i advokatundersøgelsen i 2021, ligger 20-50 år tilbage i tiden. Og at nogle har fundet sted i årene 2001-2010, hvor Michael Bojesen var leder af Pigekoret. Og at han som en udløber af det er blevet fyret som direktør på operaen i Malmø og har trukket sig som leder af Statens Kunstfond.

   Det er en ulykkelig situation. Pigerne har fået oprejsning i form af en undskyldning og en erstatning, men skal leve med, at der ikke er rejst anklage og fældet dom. Michael Bojesen har mistet meget og skal leve med, at han ikke er anmeldt og dømt eller frifundet. Derfor er mit spørgsmål til jer og mig: Skylder vi ham ikke som samfund (og det er jo os alle) at tage ham tilbage?

   Det handler ikke om tilgivelse. Om, at vi som samfund eller som kirke skal tilgive ham. Det, sagen drejer sig om, er et forhold mellem ham og korpigerne og mellem ham og Gud. Kun her giver tilgivelsen mening. Ikke som et krav, men som en mulighed. For os andre derimod handler det om ikke at blackliste og udskamme et menneske for altid.

   Den kloge og skarpe forsvarsadvokat Merethe Stagetorn veg udenom ordet retfærdighed i sin erindringsbog. Det var for hende et guddommeligt begreb. Hun dømte, så godt hun kunne, efter bogen. Og så trøstede hun sig med, at Gud ved besked, og at han en dag vil lade retfærdigheden ske fyldest. For vi kan jo tage fejl, sagde hun.

Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker