Vatikanstaten. Sådan har jeg nogle gange hørt Frederiksberg betegnet, og jeg kan også selv finde på med et glimt i øjet at bruge udtrykket, for det er jo i for sig skægt, at vi har vores egen lille kommune, der ligger omgivet af det store København på alle sider – en kommune i kommunen, sit eget lille rige, omgivet af det store.

Ja, jeg ved naturligvis godt, at Frederiksberg er en del af det danske kongerige, og det hverken fornægter eller begræder jeg. Alligevel vil jeg slå et slag for, at det nogle gange kan give mening at tale også uden et glimt i øjet om Frederiksberg som et lille rige i det store, for det er jo, når det kommer til stykket, hvad en kommune er: Et lille rige. Eller et større, som det jo også nogle gange er.

Forstået på den måde, at et rige er en institution, der er bundet til et stykke land, som institutionen er sat af andre institutioner til at herske over - nogle gange ubetinget, men langt oftere i overensstemmelse med de andre riger, som landet støder op til eller deles med. Jeg taler altså om riger på samme måde, som man gør, når man siger, at enhver er herre i eget hus, hvilket jo underforstår, at huset med tilhørende grund udgør et lille, ikke helt selvstændigt rige, der eksisterer sammen med og på betingelse af de større riger omkring det.

Selvom Frederiksberg naturligvis ikke ligner de riger, vi normalt tænker på, når vi hører ordet ”rige”, synes jeg altså alligevel ikke, at betegnelsen er helt skæv, og endnu vigtigere, så oplever jeg, at betegnelsen åbner nogle perspektiver, som vi gør klogt i at holde os for øje.

Et rige er nemlig ikke bare en institution, der er bundet til land, for riger har en helt specifik funktion, og det ligger i navnet: Riget skal gøre dets indbyggere rige. Hermed forstås ikke nødvendigvis rige i materiel forstand, selvom det ofte er tilfældet, og det er også vigtigt at understrege, at det selvfølgelig ikke er alle, som bor inden for rigets grænser, som i rigets øjne betragtes som indbyggere og derfor skal gøres rige. Historien er jo rig på eksempler på riger, som har tjent til ganske få menneskers rigdom. Kalder vi derfor Frederiksberg for et lille rige, bliver spørgsmålet så: Hvem skal vores lille rige tjene til rigdom, og hvilken rigdom skal det give?

Frederiksberg giver allerede meget: Skønhed, kultur, natur og også materiel rigdom i form af lave skatter og (ofte) stigende boligpriser, og i samme åndedræt, som vi siger tak for alt det, bør vi også spørge, hvad Frederiksberg bør give i fremtiden, til hvem og i hvilken grad. Hvem skal riget gøre rige?

 Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn