For noget tid siden, da jeg kom gående på fortovet, kom der to mødre imod mig med hver deres barnevogn. Jeg var nødt til at gå ud på cykelstien for at komme forbi. Kvinderne var uanfægtede af mig, og det provokerede mig. Det handler ikke om taknemmelighed - at mødrene skulle sige tak - men mere om en anerkendelse af min eksistens og gestus. Det værste jeg ved er ligegyldighed, og når man ikke anerkender, at her gjorde du noget for mig. Jeg savner mere medmenneskelighed, når vi bevæger os rundt i det offentlige rum.

Senere på dagen gik jeg i Landbohøjskolens Have med min tvillingeklapvogn og med tanke på, hvad der var sket tidligere på dagen, trak jeg hurtigt ind til siden, da der kom en cyklist. Jeg vendte mig om, og så at han var en forhutlet type, der kører fra skraldespand til skraldespand for at samle flasker.  Han smilede stort og sagde ”Jeg takker dem for venligheden”. Og vi ønskede hinanden en god dag. Se, dens slags høfligheder gør mig glad. Kunsten i livet ligger i detaljer og variationer, de små ændringer, vi kan skabe, der drejer det hele i en anden og bedre retning, når vi gør os umage for at anerkende vores medmenneske - også når vi ikke kender vedkommende.

Vi ved det godt, at vores undladelsessynder er unødvendige - vi skal ikke overhale indenom på cykel, køre eller gå overfor rødt fordi vi har travlt, løbe ud på cykelstien, uden at se os for, fordi vi skal med bussen. Cyklister ejer ikke cykelstien, så selvfølgelig skal der også være plads til, at bilister kan komme til og fra bilen fra fortovet og stå på cykelstien og tage børn og bagage ud af bilen. Ligesom der skal være tid til at lukke bilister og cyklister ud i trafikken. For når vi gør lidt ekstra for andre, så får vi det faktisk bedre med os selv. Min opfordring er, at vi bliver bedre til at tage afsted i god tid, så vi har mere overskud til at tage hensyn, når vi færdes i trafikken, og overholde færdselsreglerne og de uskrevne regler for det fælles gode. Verden bliver kun så god, som vi er med til at gøre den. Vi kan ikke bare læne os tilbage og lade andre om at gøre noget. Vi skal alle sammen bidrage. Det skal da kunne mærkes på den positive måde, at vi har været her på jorden.

Sognepræst Bettina C. Tranberg, Sct. Lukas kirke