Hver onsdag aften går jeg ind ad en grøn dør på Vodroffsvej, hvor der over døren står ”Ret ryggen og tal sandhed”. Huset på Vodroffsvej 51 er et gymnastikhus bygget af højskolemanden H.N. Rasmussen i 1898. Han kom til Frederiksberg fra Vallekilde højskole, hvor han havde introduceret en ny form for gymnastik. H.N. Rasmussen bidrog med sine tanker til et kapitel i danmarkshistorien, som i mine øjne er uhyre vigtigt om end ikke så husket eller agtet.

Da den nye gymnastik kom til Vallekilde, sagde forstander Ernst Trier, at den skulle ”befri mennesker fra den hænge-mave, som kun alt for meget synes at tynge mennesket nedad”. Men det særlige er, at den hængemave Trier taler om, på ingen måde kun var den fysiske hængevom, men så sandelig også den mentale eller sjælelige hængemave. For de to herrer på Vallekilde var optaget af, at sundhed ikke kun handler om det kropslige og fysiske, men i høj grad også om det æstetiske og det sociale. Ved at forme bevægelserne æstetisk var det ikke kun kroppens men også sjælens behov, der blev tilgodeset. Smukke bevægelser nærer sindet.

Det handlede også om det sociale, om fællesskab. Den nye type gymnastik, der blev introduceret dengang i 1884, var ikke en individuel idræt, men en holdidræt. Gymnastikholdet blev intet mindre end et billede på et folkeligt-demokratisk samfund, hvor det enkelte individ altid stiller sig selv til tjeneste for fællesskabet. Gymnastikken var med til at producere det, vi i dag kalder social kapital. Altså kan man hævde, at der er en forbindelse mellem sundhed i den brede forstand, de talte om den på Vallekilde og så social kapital eller fællesskab og sammenhængskraft i vores samfund. Mottoet "Ret ryggen og tal sandhed" fortæller os, at gymnastikken både skulle bidrage til en ret ryg og en rank livsholdning.

De to gamle herrer har lært os, at der er sammenhæng mellem kroppen, sindet og fællesskabet. Vores sundhed handler ikke bare om mig og min krop. Vores sundhed handler også om samfundets sundhed, om at opbygge social kapital, om demokrati og samtale, om overbærenhed og barmhjertighed i vores samfund. Det handler om at bygge på en kultur, der har mennesket og ikke systemet i centrum. Det handler om tiltro til det enkelte menneskes evne til at tage ansvar og handle sandt og godt. Det handler om en værdighed, der intet har med ydre hængemaver at gøre men netop har alt at gøre med at have et rankt sind. Så, kære læser, ret ryggen og tal sandt.                                                                                                                                 
Provst Kirsten Jørgensen