Forleden blev jeg introduceret til begrebet ”formålsglemsel”. Ordet beskriver det, at både samfund og mennesket har tabt sansen for, hvad formålet med livet, både den enkeltes liv og det fælles liv, er. Hvad skal jeg her i verden? Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen? Og hvad er meningen med samfundet udover at være et sted, hvor mennesker bliver administreret? Hvad er meningen med Danmark? Det kan godt være, at vi ved en masse, og at vi er gode til fordele retfærdigt og styre det fælles liv effektivt. Men hvad er meningen med det hele?

For at få svar behøver du ikke gå ind i det hus, hvor vi spørger om, hvad vi tror på, for at finde meningen (men det hjælper…). Du kan også gå på biblioteket og låne en bog af den franske filosof Simone Weil (født 1909). Hun har mindet mig om, at meningen gemmer sig i den konstatering, at andre mennesker har rettigheder, og jeg har pligter. Weil var inspireret af den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, men også af mysticisme og kristendom. Hendes tænkning indeholder en stærk optagethed af de svageste, af dem, hvis skrig og lidelser vi helst ikke vil høre, men som også har ret. Hun var både svagelig og meget nærsynet, men alligevel tog hun arbejde ved samlebåndet på en Renault-fabrik for at lære arbejderens kamp i begyndelsen af forrige århundrede at kende. Hun havde en fast tro på, at menneskeheden kan lære ikke at beundre styrken. Hendes holdninger og filosofi er bygget på både anarkisme, kommunisme og kristendom. Af den cocktail kom hendes radikale mantra: andre mennesker har rettigheder, jeg har pligter. Og det er netop det, der skaber mening for både individet og samfundet. I en tid hvor vi er helt ufatteligt optaget af vores individuelle rettigheder, ville det være velgørende, om vi enten tog os tid til at slå os ned i bibliotekets læsesal med en bog af Simone Weil eller satte os ind på kirkebænken og hørte om, at det er Næsten, der meningen med dit liv. Erklæringen om menneskerettigheder blev ikke skabt for at sikre, at de privilegerede kunne få mulighed for udfolde deres privilegier og for at give os ret til at slå andre i hovedet med vores egne rettigheder. Det er omvendt: Erklæringen blev skabt for at sikre de udstødtes, de stummes, de magtesløses rettigheder. Det er sært, at vi åbenbart hele tiden glemmer det; at Næsten har rettigheder, og jeg har pligter – deri findes formålet med dit liv og med samfundet.

Provst Kirsten Jørgensen