I min sidste klumme skrev jeg noget om Irma, som nogle vist forstod som en anklage om snobberi. Lad det være klart: Jeg har det svært med snobberi. Folk, der hovent ser ned på andre, der ikke lever op til deres standarder. Lige så slemt er den slags snobber, der febrilsk forsøger at efterligne fornemme folk. Ingen af delene bryder jeg mig om, og snobberi kan betyde begge dele. Og så synes jeg, at det er utiltalende, når ingen vil indrømme, at de er snobber, uanset hvad det betyder.

Men oprindeligt betød ordet snob noget helt andet. I 1700-tallet var det en engelsk betegnelse for en skomager. Hvorfor en skomager blev kaldt snob, ved man til gengæld ikke. Senere blev ordet brugte om hele den jævne befolkning. I 1800-tallet kaldte studenterne fra de fine universiteter den fattige befolkning snobber. Man ved ikke, hvorfor de gjorde det.

Men så skifter ordet betydning og udvikler sig til at betyde nærmest det modsatte. Omkring år 1900 er en snob en person, der stræbsomt prøver at leve op til de fornemme, selv om vedkommende kommer fra små kår. Omtrent samtidig antager ordet den anden betydning, hvor snobberi består i arrogant at lægge afstand til andre. Alle steder er det karakteristiske, at ordet snob optræder i negative sætninger. Snob er noget, man ikke er. Eller det er noget, man kalder dem, som man ikke kan lide. Snobben er aldrig en selv, mener man selv.

Men N.F.S. Grundtvig påstår det modsatte! Han kan sige, at alle inderst inde er snobber. Hvis man er helt overladt til sig selv og kigger ind ad, så finder man alt det, som man tager afstand fra i de andre. Derfor er snobberi det, som man skal skilles fra, hvis man skal have plads i gudsriget. I salmen ”Gud Helligånd vor igenføder” omtaler han, ”det i os, som siger ”jeg”/hvis ære med den dybe knælen/indlysende forliges ej.” Altså alt det, som får os til at hævde os på andres bekostning og fremstille os selv som bedre end andre, det kan ikke forenes med oprigtig gudsdyrkelse. Det må forgå, hvis man skal ind gennem ”den snævre port for sjælen”.

Så sidder man lidt og tænker på sin kontorstol. Når man har haft travlt med at udpege snobberiet hos de andre og eksempelvis gjort sig morsom på bekostning af alle dem, der foretrækker at handle i en bestemt butikskæde, hvem er så den snobbede? Er det dem, der gennem generationer har udviklet et nært forhold til en dagligvarebutik, eller er det ham, der gør nar ad dem? Og hvad nu hvis det er Irma, som nogle Frederiksbergborgere føler sig særligt forbundet med, og den, der gør nar, er præst og klummeskribent i FrederiksbergLIV? Så må den snobbede præsteskribent læse videre i salmen og høre: ”I kampen hed hvad kan husvale,/undtagen Helligånd, din trøst”. For i Grundtvigs kristendom lades vi aldrig alene med vort snobberi. Ved Helligånden kan man slippe for alt det snobberi, som findes inden i en selv. Det kan man trøste sig ved. Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken