Af sognepræst Lars Danner Madsen, Solbjerg Kirke

Efter en lang, tør og varm sommer kan man godt gå og længes lidt efter regn og rusk og lidt koldere dage. Jo, vel er det da vemodigt, at fuglene ikke længere synger og de lyse nætters tid er forbi. Og nok kan jeg have det som Benny Andersens digterjeg (ære være hans minde) i sangen ’Aftentur med Rosalina’: ”Jeg bliver trist og vemodsfuld hver år. / Omkring den tid hvor sommeren ender. / Erkendelsen af årene der går. / Et løvfald i livets kalender. / Jeg bliver ti år ældre på ti minutters tid. / Og himlen bliver så dyster, og månen gullighvid. / Åh ja.”. Men ”Da sir Rosalina: "Ved du hvad - / Jeg glæder mig til efteråret kommer. / Det har altid gjort mig stærk og glad. / Jeg syns´ jeg går i stå når det er sommer. / Efterårets farver har glød og temperament - / Jeg føler mig som genfødt hver eneste gang!" / Åh ja”.

Jo, Rosalina har ret, der er også noget friskt ved efteråret, som om sommerens lumre ugidelighed bliver afløst af en ny og genfødt virkelyst, en fornyet vitalitet. Det får mig til at tænke på en anden sang, nemlig Alex Garffs ’Septembers himmel er så blå’.  I den hedder det i 5. og sidste vers: ”At flyve som et forårsfrø / for sommerblomst at blive / er kun at visne for at dø, / kan ingen frugt du give. / Hvis modenhedens milde magt / af livet selv du lærte, / da slår bag falmet rosendragt / dit røde hybenhjerte.” Dagene og årene tæller ikke kun ned, de lægger også til… giver os erfaring og modenhed. Vi er ikke født til at visne, men til at bære frugt og modnes, og deri ligger alderens visdom og styrke, i den hjertes mildhed over for og tålmodighed med det svage og skæve, som Benny Andersen var et forbillede for.    

Og så til sidst bare et spørgsmål i Benny Andersens ånd: Hvad er det vigtigste, at vore dage er talte eller at alle dage tæller?