Af provst Kirsten Jørgensen

En forskergruppe, der kalder sig selv 21st. Century Medicine, har vundet en pris, fordi det er lykkes dem at sylte en grisehjerne. Selv om trofæet, der følger med prisen, i mistænkelig grad ligner en tallerken, så er der ikke tale om en ny kulinarisk delikatesse til efterfølgelse af syltede grisetæer. Der er derimod tale om udviklingen af en metode, der kan konservere en større pattedyrshjernes – altså også menneskehjernes – synapseforbindelser, sådan at hele hjernen kan gemmes i flere århundreder. Syltningen medfører ganske vist, at hjernen dør. Men al den information, der er lagret i hjernen, gemmes og kan uploades i en ny kunstig krop. Bevidstheden kan virke i et nyt menneskehylster. En organisation kaldet Brain Preservation Foundation står bag prisen. De skriver på deres hjemmeside, at de godt er klar over, at døden er en dybt personlig og følelsesmæssig proces. Men at de ikke desto mindre mener, at forskere bør arbejde med det her, altså syltning af hukommelse. Vi bør begynde at opfatte os selv ikke bare som fysiske væsener men også om små computere, der lagrer en masse viden i hjernen, som så kan genanvendes på et senere tidspunkt. Brain Preservation Foundation stræber efter, at vi hver især samvittighedsfuldt vælger hvilke tanker, erindringer og handlemåder, der skal lagres, så vi engang kan nå frem til den fulde udfoldelse af vores menneskelighed, som de formulerer det. Spørg ikke mig, hvordan man dog kan det!
Jeg ved godt, at min egen hjerne er lidt henkogt. Måske er det derfor, jeg egentlig ikke fatter ideen. Hvorfor pokker skal vi bruge tid og penge på at sylte hjerner til senere brug, når vi nu kan se af historiens forløb, at lige meget hvor meget viden, mennesket har samlet sig, så opfører vi os stadig tåbeligt og absurd. Vi går stadig i krig, og vi øger stadig uligheden i verden, og vi er  stadig ikke moralsk i stand til at flytte maden hen, hvor der er brug for den, selvom vi har lært os adskillige syltningsmetoder, der kan bevare mad i tilstrækkelig lang tid til at nå ud i klodens fjerneste hjørner. Kunne det måske være, at menneskelighed, social ansvarlighed og retfærdighedssans bor nogle helt andre steder end i den individuelle hjernes synaptiske forbindelser? Kunne det være, at vi er sociale, kulturelle og religiøse væsener, der snarere ville have godt af at pejle efter al den visdom, der er lagret i menneskehedens historie, i gamle bøger, i overleverede fortællinger i stedet for at hælde atamon på udvalgte hjerner?