Marija Krogh Iversen, præst på Diakonissestiftelsen

Jeg har tilmeldt mig en konference, hvor vi af arrangørerne er blevet bedt om at sende vores yndlingssalme. Helt ærligt! Det er det samme som at spørge en forfatter, hvad hans eller hendes yndlingsbog er. Men nuvel, øvelsen er god, for det er godt at øve sig i at vælge.

 Jeg har mange yndlingssalmer, men lige for tiden, som det ofte er tilfældet her i sensommeren, er min yndlingssalme Lars Busk Sørensens ’Nu står der skum fra bølgetop’. Den blev noget helt særligt for mig for to år siden, da Donald Trump blev valgt som præsident. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg den morgen, vi vågnede op til nyheden, gik rundt i en slags uvirkelig, ulykkelig trance, kun afbrudt af en sms-korrespondance med min mor. Jeg havde skrevet til hende, hvor forfærdeligt det hele var og hun svarede mig nøgternt og poetisk med de kendte ord fra sindsro-bønnen: ”Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre / mod til at ændre de ting, jeg kan / og visdom til at se forskellen.” Hvortil jeg svarede hende med Sørensens ord fra yndlingssalmen: ”Nu kan alene kærlighed / forhindre at vi synker ned / i bitterhed fortabte.” I mange situationer formulerer litteraturen for os, hvad vi ikke selv har ord for.

Jeg kom igen til at tænke på salmen, da jeg var i biografen og se Bille Augusts ’Lykke-Per’. Ja, det er jo altså Pontoppidans, men for tiden er den Bille Augusts. Når man har læst bogen, kan man kun blive skuffet. Ikke fordi August ikke gør det godt, men fordi bogen er så enestående. Når det er sagt, synes jeg faktisk det er en god film, der viser Pers mærkelige, knudrede, ambivalente personlighed, der kompromisløst stræber efter at nå sine mål og skubber alt fra sig igen. Hvad er der dog med ham! Hvor er han dog egoistisk og kynisk! Hvor ligner han dog … mig selv. Også jeg kan have mine egne mål for øje i en sådan grad, at mennesker omkring mig reduceres til midler for at nå dem. Så må jeg tilbage til Busk Sørensen, der formulerer troen på, at Guds kærlighed eksisterer som noget, der er til, selv hvis der ikke var nogen til at elske, altså som noget overmenneskeligt mægtigt og mildt, der kan forene det adskilte og forsone det fortabte. Og at jeg og alle andre er omfattet af den kærlighed og kan give den videre. ”Nu kan alene kærlighed / forhindre at vi synker ned / i bitterhed fortabte.”