Sognepræst Bettina C Tranberg, Sct. Lukas Kirke

Det var nat og stilheden larmede, da telefonen ringede. Og jeg fik beskeden om, at min far var blevet hentet af en ambulance, fordi han havde en hjertearytmi. På akutmodtagelsen ligger min far i hospitalssengen, og jeg taler med lægen, som fortæller mig, at jeg skal forberede mig på, at min far dør. Hvortil jeg svarer, at så længe min far er i live, så er han er i live. Jeg kan ikke forberede mig på, at min far dør, for sorgen bliver ikke mindre af, at jeg skal forberede mig på, at han dør. Og kan man overhovedet forberede sig på døden? Min far kom i kunstig koma, blev tilsluttet en respirator, og han blev kølet ned for at minimere skader af iltmangel under hjertestoppet. Og nu var min fars liv på en ventestation. Ville han dø eller ville han overleve – og til hvilket liv? Det var de ti hårdeste dage i mit liv. Det var skruen uden ende. Når lægen forsøgte at tage min far ud af respiratoren, så var han ved at få hjertestop, og lægerne ville ikke operere hans hjerte, før de vidste hvor meget skade, hans hjerne havde taget. Og de kunne ikke scanne hans hjerne, før hans hjerte var blevet opereret.

Det blev til 10 intense dage på hospitalet, hvor jeg holdt min far i hånden, talte til ham – uden at vide hvad han hørte eller forstod. Og jeg var der, lige til han udåndede. Personalet på hospitalet sagde, at jeg skulle passe på mig selv, fordi min far ville få brug for mig, når han vågnede af sin koma. Det gjorde han ikke. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg prioriterede den sidste tid med ham på hospitalet.

Nu stiller jeg mig selv spørgsmålene: Hvorfor genopliver vi? Og til hvad? Hvad er værdigt? Det er en svær situation både for lægepersonalet og pårørende. Som efterladt sidder man tilbage med en række spørgsmål, som der ikke er et endeligt svar på, og som man ikke kan lægge fra sig. Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver i bogen En hårnål klemt inde bag panelet fra 2016:  ”For i en tilværelse, der hele tiden vokser én over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste én gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige ske din vilje”. For i sidste ende må jeg hvile i min kristne tro på, at alle vores tider er i Guds hænder, at han tager vare på os, og tager os til sig, beskytter og fører os indtil den dag, det er tid til, at han tager imod os.