Af Signe Danielsen, sognepræst i Sankt Markus Kirke

Hvilken bibelhistorie husker du mest tydeligt fra din barndom, og hvem fortalte den til dig? Kan du huske, hvad du tænkte om kirken som barn? Hvad var det for et sted? Og hvordan var Gud? Er han stadigvæk sådan?

For et par uger siden, tog jeg ud i Sundkirken på Amager for at lave et interview med fire ældre mennesker, der har to ting til fælles: de er alle fire faste kirkegængere, og de er bedsteforældre.  Vi talte blandt andet om spørgsmålene ovenfor. Vi talte om, hvad rolle kirken havde betydet for dem i deres barndom, og hvordan den relation til kirken havde udviklet sig sidenhen. Vi talte om deres stærkeste minder fra kirken.

Og det interessante var, at de havde hver deres historie. Meget forskellige historier. Hos den ene var kristendommen noget, hun mødte i spejderbevægelsen og i kirken juleaften. Og så selvfølgelig i skolen, hvor man lærte salmevers og rystede af skræk for at blive hængt ud, hvis man ikke kunne dem udenad. En anden var vokset op med en indre missionsk bedstefar; med bordbøn og søndagsskole. Den tredje kom af en familie uden forhold til kirken, men fandt senere det forhold gennem sit ægteskab. Fordi hendes mand var troende. De forskellige fortællinger vidner om, at når det kommer til tro, er en plus en ikke altid to. Der er ingen formel for tingene, og man ender ikke nødvendigvis der, hvor ens forældre var, eller hvor man begyndte. Der er mange veje ind og ud af kirken.

Bedsteforældrene var dog enige om, at kirken har noget vigtigt at give børnene med. Salmer. Fortællinger. Tro. Fællesskab. Værdier.  Alligevel havde ingen af dem talt med deres børnebørn om det der med Gud.   Det ville de ikke blande sig i.

Jeg ville som præst ønske, at vi ind imellem blandede os lidt i vores børns og børnebørns tro. Ikke ved at diktere, hvad de må tro og tvivle på, men ved at lytte til deres spørgsmål og forsøge at komme med mulige svar sammen med dem. Filosofere lidt og gå på opdagelse i de spørgsmål, som ethvert barn før eller siden stiller om Gud og himlen og engle og døden og hvad der sker efter døden for eksempel.  Fortælle dem, hvad vi selv tror på og give dem en chance for at kende den del af os også. Det vidunderlige ved at tale med børn om det med Gud er, at samtalen automatisk bliver mere finurlig, sjov og åben, end når vi vover at tale med andre voksne om det. Hvis vi overhovedet vover det.  

Hvis troen ikke længere må fylde på skolebænkene og helst skal holde sig væk fra det offentlige rum, så bør den til gengæld få lov at svæve lidt rundt der, hvor man er allermest tryg ved at tale – hjemme og hjemme hos dem, man holder af. Hvis man har noget, der har betydet noget i ens liv, må man vel give det videre? Så kan de selv bestemme, om de vil tage imod det eller ej.  Og vi kan jo starte med at fortælle, hvordan Gud var, da vi var børn. Hvis han overhovedet var der. Eller måske lære dem et salmevers… hvis man stadigvæk kan dem udenad.