Sandra Kastfelt, sognepræst i Mariendal Kirke

The British Museum i London er et af verdens største og fineste museer. I anledning af årtusindskiftet blev den indre gård overdækket med et arkitektonisk flot glashvælv, kaldet The Great Court, så museet fremstår med indbydende publikumsfaciliteter.

I september var jeg nogle dage i England for at studere tidlig kristen kunst fra perioden, hvor England hed Britannien og var en del af Romerriget. Jeg skyndte mig forventningsfuld hen til The British Museum og glædede mig blandt andet til at se et særligt mosaikgulv fra en romersk villa i Hinton St. Mary, som har et motiv af særlig interesse – et af de ældste bevarede Kristusportrætter fra omkring 350 e. Kr.

Jeg fik et chok. I stedet for hele gulvet, som jeg havde set billeder af i bøger og på Internettet, lå der kun udstillet et brudstykke af gulvet, nemlig den ovale medaljon med Kristusportrættet. Ovenikøbet med flosset, rå kant, hvor den var brudt op af gulvet. I forbindelse med renoveringen af museet, da The Great Court blev bygget, var samlingerne af pladshensyn blevet beskåret og gulvet lagt i magasin. Om det ligger i ét helt stykke eller i bunker af tusindvis af små mosaikstifter, vides ikke. Man må håbe det bedste.

Det er billedødelæggelse, ikonoklasme! Ikke bare hensynsløst men uvidenskabeligt, for nu er museumsgæster afskåret fra at se andet end Kristushovedet, som ganske vist er flot og historisk helt unikt. Men hvad med gulvets smukke geometriske mønstre og den anden medaljon? Fra fotos ved jeg, at den viser en scene fra den græske mytologi, hvor helten Bellerophon dræber uhyret Cimæren. Det er da interessant, at de første kristne i England helt uproblematisk brugte et klassisk græsk motiv til at skildre grundkampen mellem godt og ondt. Ja, ligefrem viser dette hedenske motiv for at karakterisere Kristus som frelseren. Men at se det med egne øjne, er nu umuligt.

Jeg er stadig rystet – og jeg frygter, at hvis det kan ske på The British Museum, så kan det ske herhjemme. Ganske rigtigt læser jeg nu i avisen, at Kulturministeriet overvejer at sælge en række historiske ejendomme blandt andet Vestindisk Pakhus ved Amaliehaven, som vidner om Danmarks fortid som kolonimagt og i dag rummer Den kongelige Afstøbningssamling.

Når vi ødelægger kulturarven, stiller vi os op i et dårligt selskab med historiens lange række af billedødelæggere, ikonoklaster. Glemmer vi fortiden, hvordan skal vi så kunne forstå, hvem vi er?