Af Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst Godthaabskirken

Jeg fulgte engang en ikke særligt sindsoprivende debat i Folketinget. Spørg mig ikke om, hvad de talte om. Til gengæld bed jeg mærke i noget, der siden har fæstnet sig. Det var politikerne selv. Hvordan de kunne adressere hinanden skarpt og til tider voldsomt, for så herefter at forenes i et kram på gulvet. Og et øjeblik virkede det forvirrende. Er I venner eller fjender? Men der var også noget smukt over det. Fordi den dag i Folketinget stod det klart, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan være aldeles uenige og samtidig udveksle feriefotos. Eller sågar turnere rundt med sange af Charles Aznavour (En Venstre-mand og en SF´er).

Og jeg tænkte på det, fordi det i disse dage kan være så svært at se. Midtvejsvalget i USA er afholdt. Heldigvis, har man lyst til at sige. Fordi det har på mange måder ikke har været kønt at se på. Man har sagt de hårdeste ting om hinanden, mod hinanden – men i modsætning til, hvad jeg oplevede i Folketingssalen, så er det ikke endt med en omfavnelse.

Det er derfor en af de største udfordringer i disse år: at vores synspunkter bliver sat så meget på spidsen, at de punkterer vores relationer. I USA tales der om et direkte had imellem de forskellige lejre. Det ser vi heldigvis kun i mindre grad herhjemme, men hvis vi ikke passer på, risikerer vi at havne i samme situation. Hvis vi giver rablende populister lov til trækker streger imellem os. Til belysning finder man betydningen ”splittelse” i ordet ”satan.” Det onde søger at adskille.

På valgaftenen sagde en af de nyvalgte, at man hverken skulle se valget som et udtryk for en blå sejr eller en rød. Se det i stedet som en regnbue, sagde han. Måske fordi han havde set den om morgenen. Tirsdag 6. november dominerede den i hvert fald himlen over Washington. En stor smuk regnbue, hurtigt foreviget på de digitale medier. ”Det må være et tegn,” stod der i kommentarfeltet på en af dem. Det er det i hvert fald i Det Gamle Testamente. Den samme regnbue viser sig på himlen, da Noahs ark endelig er stødt på grund, hvorefter Gud lover aldrig igen at lade sin vrede løbe af med sig.

Det kunne regnbuen over Washington være en påmindelse om. At vi skal slippe vores synspunkter løs på hinanden, ikke vores vrede. Ja, at vi kan være rygende uenige og samtidig have lyst til at vise hinanden vores feriebilleder. Hvem ved? Måske er der endda en regnbue på et af dem?