Af Annette Molin Brautsch, sognepræst i Flintholm Kirke

For nogle år siden sejlede jeg som sømandspræst med et af Søværnets inspektionsskibe Vædderen omkring Grønlands sydkyst. Her har Søværnet en fast bevogtningsopgave alle dage året rundt. Præsten var med på et jule- og nytårstogt, og jeg skrev blandt andet rejsebreve hjem til Frederiksberg Bladet undervejs. Fra sådan en sejlads på ca. halvanden måned sker der rigtig mange ting ombord, som er værd at skrive hjem om, fordi det er så anderledes fra en normal hverdag på landjorden.

Men en af de helt særlige ting, som besætningen og jeg oplevede sammen, var lillejuleaften 23. december. Skibet lå i havn i Qaqortoq, Julianehåb. En ufattelig smuk by med huse og tage i alle farver, som ligger lige så fint op langs det bakkede og snedækkede landskab.

Der var traditionen tro en lille julereception på skibet om formiddagen med særligt inviterede gæster fra Julianehåb. Blandt andet deres kor, som sang for besætningen. De inviterede os samtidig til at mødes med dem kl. 23 på kirkegården samme aften. Her mødes hele byen hvert år og koret synger!

Der var en del værnepligtige med ombord, som aldrig havde været ude at sejle før, og da det også var nyt for mig, så gik vi rigtig mange afsted i vores varmeste søværnstøj lidt i elleve - vi skulle på kirkegården. Vi blev mødt af levende lys, som i nattemørket spillede i den hvide sne og lyste gravene op. Det var det smukkeste syn. Folk gik rundt i den slags stilhed som opstår, når 3-400 mennesker tænder lys, lægger blomster, nikker og smiler til hinanden. Midt i det hele stod koret og sang. De sang om fred og glæde og de minder vi alle har om dem vi har mistet. De sang indtil midnat - og så skete der noget - nu var det blevet den 24. december og julen kunne begynde med al dens lys og glæde og varme fortælling om barnet i krybben, der fødes og lover en ny begyndelse, en ny tid, en ny chance for at leve med Gud i ryggen.

Vi kunne gå tilbage til skibet 00.15 og føle os beriget og forvandlet i en tro på, at vi sammen med folk i Julianehåb kunne gå ind til julen også med døden i ryggen og vide, at vi var altså i live lige nu og skulle fejre jul sammen.