Af provst Kirsten Jørgensen

Jeg har tit haft dem: nytårsforsætter. De handler om, at nu må jeg se at få kontrol over det og det. Motionsdovenskaben eller sukkerindtaget. Det går som regel den vej, hønsene skraber med mine forsætter. Derfor blev jeg ret glad, da jeg forleden læste om en ny bog, som giver mig carte blanche til ikke at forsøge at kontrollere noget som helst med mine forsætter. Bogen er skrevet af den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er blevet berømt i hele verden for sine tanker om, hvad der plager verden og menneskene og sit bud på, hvad vi kan gøre ved det.

"vi har mistet blikket for det, der kommer af sig selv,
og som er vigtigere end alt andet"

I en tidligere bog ”Fremmedgørelse og acceleration” beskriver han, hvordan vores højhastighedssamfund, der hele tiden kræver fornyelse og vækst, ender med at fremmedgøre os og give os stress og angst, fordi vi ikke ved, hvor vi er, eller hvad vi skal. Svaret på problemet er det, han kalder resonans. At være resonant er at være åben og lyttende og have sans for, hvordan vi kan komme i samklang med hinanden. Det er især i naturen, i kærligheden, i religionen og i kunsten, at vi kan få den erfaring. Det er i den samklang med omverdenen, livet kan give mening.

Nu har Rosa så skrevet en ny bog, som på tysk hedder ”Unverfügbarkeit”. Det betyder noget i retning af ”utilgængelighed”, men kan næsten ikke oversættes til dansk. Vi har dog et gammelt dansk udtryk, der hedder ”at forføje over”. For Rosa er det mest værdifulde i livet netop det, vi ikke forføjer over – det, vi ikke har magten over, ikke disponerer over; det, som ikke bare er til rådighed for os. Det ”unverfügbare” er det, der overvælder os, og som ikke kommer til os på vores kommando. Rosas råd til os er, at vi skal slippe vores ofte aggressive forsøg på at kontrollere verden og vores eget liv, for det gør os ikke lykkelige. Det er netop bagsiden af den selvbestemmelse, det moderne menneske har opnået; vi har mistet blikket for det, der kommer af sig selv, og som er vigtigere end alt andet. Det ”unverfügbare” er det overvældende, som vi aldrig sådan kan blive færdige med, som fx en smukt stykke musik eller den elskedes hånd i min. Eller ordet Gud.

Med Rosas ord i bagagen går jeg nu ind i 2019 uden forsøg på kontrol. Jeg har tænkt mig at lade mig overvælde af livet. Jeg opgiver at forføje over noget som helst andet end min tandbørste. Det føles allerede meget bedre end efter sidste års brudte nytårsforsæt. Godt nytår!