Af studenterpræst Søren Bruun

Unge mennesker stiller høje krav til sig selv. Og de højere læreanstalter stiller høje krav til dem. De høje krav har sammen med den digitale udvikling og individualiseringen skabt betingelsen for noget nær den perfekte storm på uddannelsesinstitutioner landet over. Stormen næres af varm luft: Kravet om det perfekte som den eneste vej til et lykkeligt liv: ”Du kan blive og være perfekt, hvis blot du vil. Men du vil det tilsyneladende ikke nok?” Indbygget i kravet om det perfekte ligger noget ondt, som ikke er sundt og som fører til ensomhed og stress. Næsten hver femte studerende i Danmark føler sig stresset. Alene på Frederiksberg Campus er det mere end 6000 studerende, der har det skidt. Skyldes det konkurrence? Måske. Måske ikke. Der er ikke noget i vejen med at konkurrere. Det danske samfund er bygget op omkring konkurrence.

"Den sunde konkurrence gør glad og skaber fællesskab og sammenhæng. Den onde konkurrence spreder frygt og gør ensom. Indimellem ser jeg denne frygt i de studerendes øjne og jeg hører ensomheden i deres stemmer, når de af og til kigger forbi til en fortrolig snak."

Men. Der findes en sund konkurrence og en ond konkurrence. Den sunde konkurrence gør glad og skaber fællesskab og sammenhæng. Den onde konkurrence spreder frygt og gør ensom. Indimellem ser jeg denne frygt i de studerendes øjne og jeg hører ensomheden i deres stemmer, når de af og til kigger forbi til en fortrolig snak. Mange betaler en høj pris for vækstsamfundets ensidige, nøgterne og indimellem hjerteløse jagt på de bedste hoveder. Langt fra alle uddannet på CBS bliver vellønnede direktører i store koncerner. Ikke alle, der forlader Life og Science bliver internationale mikrobiologer eller får deres egen klinik. Kun et fåtal af dem, der går på Musikkonservatoriet kommer til at optræde på de største scener i verden og arbejdet som lærer i Den danske Folkeskole kan være en barsk affære, især for nyuddannede.

Succes og økonomisk vækst er ikke det eneste saliggørende i et lille og nært samfund som det danske. Og de unge mennesker, der i fremtiden skal bære byrder, kan kun bære dem, hvis de selv har oplevet, at fællesskab og det almindelige er langt stærkere end den enkeltes stenhårde kamp med og mod sig selv. Der tales meget om fysisk nedslidning i denne tid, men tidlig stress og ensomhed slider hårdt på de studerendes sind i disse år. Hvad sker der med dem over tid? Med til ethvert sundt fællesskab hører samtalens mulighed. Både den åbne og den fortrolige samtale om livets små og store genvordigheder. Lad os stilne stormen med fællesskab, ord og handling – for de studerendes og kommende generationers skyld.