02/07/2024 0 Kommentarer
Har du tillid til livet??
Har du tillid til livet??
# Byen & Præsten
Har du tillid til livet??
Af sognepræst Lone Søderstrøm Nielsen, Sct. Lukas Kirke
”Kan du ikke sige noget, der gør, at jeg kommer til at tro på Gud?”
Det er et spørgsmål, jeg ind imellem får stillet. Normalt plejer jeg ikke at være mundlam, men jeg har aldrig kunne finde et svar. Jeg kan fortælle om min egen tro på Kristus, og i og med jeg har en uddannelse i teologi kan jeg tale om Bibelen og kristendommen i en akademisk sammenhæng. Men få mennesker til at tro på Gud? Nej, det kan jeg faktisk ikke! Troen er som et kærlighedsforhold – det er forbeholdt de to elskende. Deres eget private rum, hvor de selv skal finde hinanden. Ingen har ret til at blande sig i deres dialog.
I gudstjenesten prædiker jeg naturligvis i et forkyndende øjemed. Min prædiken er personlig, og den kan man synes er god eller dårlig. Men præstens prædiken står aldrig alene. Der prædikes over Bibelens ord. Det er Gud, man skal lytte til, hvis man søger troen. Bibelen er nødvendigvis ikke nogen nem bog at gå til, men som alt andet i livet, gælder det også her, at gør man sig umage og giver sig tid, så vil man opleve, at teksten vokser, og man kommer ind i den, ind i historien.
Det er tilladt at spørge, hvis man synes, teksten er svær at forstå, men man skal også huske, at mennesker langt fra er enige om, hvordan Bibelen skal udlægges. Jeg svarer gerne på spørgsmål, og man kan måske fortælle mig, at en anden præst havde en helt anden opfattelse.
Man skal give sig tid i stilhed sammen med Gud. Det er i sidste ende dialogen mellem Gud og det enkelte menneske, der gør, at troen vokser og blomstrer. Andre troende kan være til inspiration, men intet menneske kan fortælle dig, hvordan du skal have det med Gud. Det bliver mellem dig og Gud.
”Min tro er en søgen. I bøger. I kirken. I ansigter. Samtaler. Tanker. Mit spejl.”
Således lyder første vers i en moderne salme af Claus Præstholm. Hans salme fortæller om troen som en levende organisk størrelse i et menneskes liv. Troen er hele tiden i bevægelse, nogen gange fast forankret, andre gange søgende og i tvivl.
Tør man lade troen være en bevægelse i sit liv, en flydende kilde, vil man måske opleve, at det ikke er så svært at tro! Tro handler i sidste ende om at se livet sat ind i en større sammenhæng.
Kommentarer