Niels Grønkjær, Immanuelskirken

Der findes ikke en bestemt begivenhed der fører til at man kommer til at elske et andet menneske. Ingen bestemt handling kan udvirke det. Og heller ingen bestemte karaktertræk.
Man siger måske: Du er så dejlig, du er så klog, du er så smuk, du er så sjov, du er så livfuld, så trofast. Men det er kun fattige forsøg på at beskrive kærligheden. For der er aldrig nogen veldefineret årsag til at man elsker nogen.

Kærlighed har ingen årsag. Kærligheden har en grund. 
Kærligheden er en grund man ikke kan lade være med at følge. Man følger den hen til dem man elsker. Som en kilde flyder af sit udspring.
Vi øver vold på kærlighedens natur når vi giver os til at spørge efter dens årsager i stedet for at lade os lede af den.

Hvorfor elsker du mig? Hvilket svar ville være tilfredsstillende? At du er dig? Ja. Men det er et tomt svar. Kan du ikke komme med en ordentlig årsag til det? Noget ved mig som er specielt, og som fortjener din kærlighed. Eller man spørger fortvivlet: Kan du ikke sige hvad jeg skal gøre for at du (igen) kan elske mig?
Sådan taler vi når kærlighedens kilde er udtørret.

 Når vi ikke kan fremtvinge kærligheden, forsøger vi måske at vække den andens begær. Hvordan vækker vi begær? Ved at glitre og skinne. Skjule de ucharmerende sider, gemme de mørke sider. Ved at forstille os håber vi at tiltrække den anden. At være årsag til at han eller hun bevæger sig hen til os.
Vi forsøger at gøre os fortjent til kærlighed, men er kun genstand for begær.

 Vi kan begære at blive beundret og også blive det. Men vi bliver ikke elsket for det. Begæret opfyldes aldrig. Eller rettere: Når begæret ’opfyldes’, må det opfinde nye måder at tilfredsstilles på. Det mætter os ikke. Vi tænker: ’Jamen det var jo ikke lige det.’

Kærligheden tænker ikke: ’Det var ikke lige det.’ Kærligheden tænker: ’Ja, det er det.’