Niels Grønkjær, Immanuelskirken

                   Den gamle dame spørger: ’Vil De ikke ledsage mig over gaden?’ Og – fortæller hun, glad og hjerteligt leende – ’så kan du tro de lyser op! Mennesker vil gerne hjælpe. De vil gerne gøre noget godt.’

                   Mennesker vil gerne gøre noget godt. Man skal bare spørge. Måske bliver de overraskede. Over at blive spurgt. Og over at opdage at de faktisk gerne vil.

Det er nok ikke så ofte at vi af os selv gør noget godt. Vores opmærksomhed skal vækkes af noget der kommer udefra. Af nogen. Når vi ser at nogen har brug for vores hjælp, trækkes vi ud af os selv. Vi gør noget.

                   Men vores opmærksomhed forstyrres af så mange ligegyldige ting. Der er en voldsom kamp om vores opmærksomhed. Medier, sælgere, politikere, prædikanter – alle forsøger de at tiltrække vores opmærksomhed. De vil fange vores opmærksomhed fordi de har noget for med os.

                   Vi bliver midler for deres formål.

Hvordan kan vi skelne mellem alle den slags forsøg på at beslaglægge vores opmærksomhed – og så den opmærksomhed som den gamle dame vækker? Har hun ikke også noget for med os? Hun vil jo gerne hjælpes over gaden.

                   Det hun forlanger af os, er heller ikke nær så spændende som alt det andet der med stadig større opfindsomhed suger os ned i sin malstrøm.

Men der er forskel: Den gamle dame forstyrrer os, ja. Men hun forstyrrer os i det der forstyrrer os. I det vi lader os forstyrre af. Hun trækker os ud af det. Bort fra skærmen og os selv. Hen til en ordentlig opmærksomhed.

                   Hvis vi ikke selv kan se det, må der skrappere midler til, og damen må rent ud spørge: ’Vil De ikke ledsage mig over gaden?

                   ’Du kan tro de lyser op.’ Vi bliver glade over at blive spurgt. Over at opdage at vi gerne vil. Ikke fordi nogen har noget for med os, men fordi det i sig selv er godt. Der er egentlig ikke noget formål med det.

                   Mennesker vil jo gerne gøre noget godt. Vi skal bare gøre det.