Marie Louise Østergaard-Hansen, præst i Lindevang Kirke

Der er tegn i vores tid, hvor der er grund til at bekymre sig. Danmarks forsvar øver sig for at kunne stå imod en eventuel invasion fra øst, kunne man for nylig høre i nyhederne. Vi er nervøse for klimaet, og hver gang vejret ikke arter sig, bliver vi urolige og stiller os selv spørgsmålet, hvad vi hver især kan gøre. Vi oplever en ung generation, der er meget bevidst i forhold til måden at leve på. Det handler om genbrugstøj, om at spise mindre kød, ingen bil og om at flyve mindre. Vi prøver at forstå, hvad der er op og ned, fup og fakta, og bliver i tvivl om ikke den enkeltes bidrag er som en dråbe i havet. Når vi kigger i Bibelen i forhold til emnet frygt og undergang er tankerne ikke nye. Forestillingen om dommedag og verdens undergang møder vi bl.a. i Bibelens sidste bog: Johannes’ Åbenbaringen. Her får vi beskrevet jordens undergang, og hvordan der bagefter skal opstå en ny himmel og en ny jord. Der gemmer sig en ny verden bagved den gamle. I den bibelske verden føres fortællingen altid videre, der er en rest, der overlever, en person, der får ansvar for at overlevere livet intakt, helt og fint. Håbet er og har altid været vigtigt for mennesket. Så vi har noget at stå op til, noget at drømme om og kæmpe for. Og hvis vi giver håbet, troen og kærligheden videre, så har vores børn et godt udgangspunkt. Altid skal vi holde håbet op, som et spor og et lys, der lever. Det er vores allesammens forpligtelse og ansvar. Frygten og angsten har altid eksisteret side om side med kærligheden. Og først når verden står i flammer, så vågner mennesket, det er nok desværre vores natur. Det er nok ikke uden grund at mange konfirmander ofte vælger følgende bibelord: Frygt ikke, tro kun!