Af sognepræst Marie Louise Østergaard-Hansen, Lindevang Kirke

Babysalmesang er blevet meget populært i folkekirken, altså at mødes en gang om ugen med sin baby sammen med andre forældre for at synge salmer. I forhold til tidligere synes jeg, at det er slående, hvor smarte og tjekkede mødrene er. De ligner en hel million, i sneakers, med makeup og tøj, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Jeg kan få det helt dårligt på egne, men også på mødrenes vegne. At sidde med en lille baby som nybagt mor er både hårdt og livsomvæltende. Hvis man før var den tjekkede, hvor håret sad perfekt, ja så er det klart, at det er svært at acceptere sig selv med morgenhår og en bluse, som man måske har fået omvendt på. Men nej, hvor ville jeg ønske mig, at det var det billede, man også kunne møde. Vi er del af en perfekthedskultur i disse år hvor vi er udfordret på to områder: af individualismen og af det, vi tror, andre forventer af os. Vi pålægger os selv at sørge for de rigtige rammer i et hjem, der skinner, dufter af hjemmebag, og hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi skulle gerne leve op til alle likes’ene på de sociale medier, for hvem har lyst til at skille sig ud eller falde igennem. Jeg ville ønske, man som mor eller far på barsel kunne give sig selv lov til at trække stikket, bare et øjeblik, og ikke kræve af sig selv, at man skal leve op til alle idealerne, og hvad andre måtte tænke. At man i højere grad tør vise sig som grim og uperfekt også i offentligheden, så vi kan få omskabt det billede af en nybagt forælder som værende perfekt. For intet menneske er perfekt, og det uperfekte ligger netop i kristendommens definition af et menneske. At vi fejler, er det, der gør os til mennesker, så vi kan udvikle os, lære af vores fejl og fastholde det, vi allesammen en gang imellem er: en uperfekt mor!