Af provst Kirsten Jørgensen. Artikel fra næste uges Frederiksberg Bladet 

Så er den her, COVID-19, Corona-smitten. Med fuld styrke ramte kendsgerningen os sidste onsdag aften, da statsministeren lod os vide, hvad der venter og opfordrede os til at stå sammen ved at respektere afstand mellem os. Vi blev vel alle sammen lidt rystede. Vi mødte noget, vi har svært ved at kontrollere. Dermed mødte vi også vores egen skrøbelighed og magtesløshed. Erfaringer, som vi ellers helst pakker væk, mens vi orkestrerer vores liv i fuld fart, med lyst og vilje. Nu kan vores vilje ikke bruges til at få dette virus-spøgelse til at gå væk. I stedet for skal den bruges til at ville hjælpe hinanden så ansvarligt og godt, som vi overhovedet formår.

                      Folkekirken er en del af samfundet, og derfor tager også vi de nødvendige forholdsregler for at beskytte de svageste blandt os i denne meget særlige situation. Dette betyder aflysninger af gudstjenester og arrangementer samt skarpe restriktioner i antallet af deltagere i kirkelige handlinger.

                      Det er folkekirkens selvforståelse, at vi altid er der for det folk, som kirken er en del af. Derfor er vi kede af at skulle tage disse drastiske forholdsregler. Omvendt er det uden for diskussion, at sådan er det, selvfølgelig. Det drejer sig om at passe på hinanden, og netop det er også en del af kirkens selvforståelse. Vi er vant til at have hinanden i tankerne. Det er fællesskabet og tilliden til hinanden, der skal føre skibet nu.

Folkekirkens præster ønsker at være der, når mennesker har brug for os. Det vil vi stadig være. Vi vil fortsat være tilgængelige for mennesker, der har brug for os. Udover alle de dygtige præster på Frederiksberg er der også nu tilknyttet ekstra præster på web-siden sjaelesorg.nu, som er sjælesorg på nettet for den, der ønsker en fortrolig samtale.

                      De fleste kender kristendommens tre-hed: tro, håb og kærlighed. Der er stærkt brug for dem alle tre nu. Tro er tillid, håb er en livsnødvendighed og kærlighed er vores livline. Med tro, håb og kærlighed som vejførere og med en god portion udholdenhed og tålmodighed klarer vi det alle sammen, sammen.