Provst Kirsten Jørgensen

I morges hørte jeg tilfældigt slutningen af et program på P1, der hedder ”Supertanker”. Værten Carsten Ortmann sluttede af med at sige nogenlunde således: ”Vi ses derude, når vi kommer på græs igen. Og vi KOMMER på græs igen”. Som bondedatter, der har set min fars kåde køer på deres første forårsdag på græs og som bibellæser, der kender salme 23 fra Det Gamle Testamente: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge” ramte det udsagn lige ind i de blødeste dele af mit sind. Og da jeg her i eftermiddag kiggede ud af mit vindue på Ndr. Fasanvej og så en mand ligge udstrakt på græsset ovre på Hospitalets plæne med næsen lige op i martssolen, da tænkte jeg, at ja: Vi kommer sandelig på græs igen en dag. Inden da skal vi igennem meget tørt land. Ingen sammenkomster, ingen kram, ingen kys, ingen gudstjenester. Måske intet arbejde. Måske konkurs. Måske meget hårde dage i små lejligheder med utålmodige børn. Måske alvorlig sygdom. Måske død. Men vi kommer til de grønne enge igen, det er helt sikkert. Indtil da må vi holde hjertet varmt og fantasien i gang. Og det gør vi. Jeg ser det allevegne, hvor mennesker trodser pessimismen og bygger hinanden op. Mennesker vil liv. Det kan vi glæde os over midt i den øde by.

Kirkerne på Frederiksberg vil være lukkede et stykke tid endnu. Ingen ved hvor længe. Men I kan besøge os på hjemmesider og på facebook. Vi er i gang med at producere en række korte gudstjenester, som vil blive bragt på søndage kl. 10.30 fra den 29. marts, Mariæ bebudelsesdag.

Vi er underlagt samme regler som resten af samfundet – altså kan vi kun samles 10 personer til dåb og vielser, det er incl. præst og ansatte. Bisættelser kan vi holde men med skarpe restriktioner på deltagerantallet. Alle konfirmationer er udsat til efter pinse. Kirkerne er i skrivende stund i færd med at finde nye datoer til den store fest for de unge.

I kan alting ringe til præsten, vi er her. Jeg ønsker alt godt for alle. 

Provst Kirsten Jørgensen