Jonas Lucas Christy, sognepræst i Lindevang Kirke

Man kan godt sige, at vi er i samme båd. Det er en metafor for den undtagelsestilstand, som vi alle sammen har befundet os i, siden samfundet lukkede ned den 11. marts. Ligesom alle engang havde besættelsestiden som fælles fortælling, vil vi i flere år fremover have corona-krisen som kollektiv erindring.

 Vi har på mange måder været udsat for de samme ting: Det forbudte håndtryk, det farlige kram, og den fysiske afstand. Hjemmets fire vægge, samtaler gennem skærme og statsministerens historiske tale om at vise samfundssind. Vi har lært en masse nye ord som værnemidler, smittetryk og flokimmunitet. Der er meget, vi er fælles om at have oplevet og gennemlevet. Vi har hver for sig været i samme båd.

 Samtidig er der også et hav af forskellige historier om, hvad undtagelsestilstanden har betydet for den enkelte. For nogle har det været en katastrofe. For andre har det været en velsignelse. Den ene har mistet sit job, den anden har fået ryddet op i kælderen. Den tredje har været strandet i udlandet, den fjerde har fået læst en masse bøger. Den femte har været ensom, den sjette har fået et tættere forhold til sine børn.

 Derfor er det nok mere præcist at sige, at vi har været på samme hav, men i hver sin båd. Vi har været fælles om at følge med i havets bevægelser. Først var der det kraftige stormvejr og de høje bølger, da samfundet lukkede ned. Frygten var vi fælles om i begyndelsen. Og nu, hvor samfundet så småt er ved at åbne op igen, kan vi alle sammen godt fornemme, at havet er mere roligt og vinden er løjet af.

 Havet har været det samme, men bådene har været forskellige. Den ene har haft en masse bøvl med at aflyse en rejse til Dubai. Den anden har været spærret inde i en lille lejlighed med en voldelig partner. Den tredje har taget på af den gode mad og vin i sommerhuset. Den fjerde er blevet syg af at passe sit arbejde på hospitalet.

 Det er glædeligt for os alle sammen, at hverdagen nu begynder at vende tilbage. Og samtidig må vi ikke glemme, at der stadig er medborgere – medmennesker - der er hårdt ramt af krisen og har det svært. Måske kender du også én, der sidder alene og vil blive glad for en sms eller et opkald?