Af provst Kirsten Jørgensen

Ingen uanset anskuelse og tolkning har ret til at bruge Biblen eller noget andet helligskrift som et politisk magtmiddel eller som en trumf, der ikke kan stikkes. Der er ingen direkte vej fra Biblen til en bestemt politik. Men i den forløbne uge så vi desværre et forsøg på at gøre netop det; at bruge Biblen som magtmiddel.

På YouTube kan man se 7 minutter og 47 sekunder med skræmmende billeder. Det er en optagelse af Donald Trump, der fulgt af sikkerhedsvagter går fra Det Hvide Hus til Sct. John’s Episcopal Church, hvor han blev fotograferet fremvisende en Bibel, mens han siger, at USA er en stor nation. Tidsmæssigt svarer det nogenlunde til den tid, det tog for fire betjente at slå George Floyd ihjel i Minneapolis den 25. maj: 8 minutter og 46 sekunder. En forbrydelse, de nu er anklaget for. Billederne har vi vist alle set: knæet på halsen, hånden i lommen, ordene ”I can’t breathe”.

Jeg har svært ved at afgøre mig for, hvilke billeder, jeg synes er mest uhyggelige. Egentlig også et umuligt valg, for hvad kan være uhyggeligere end mord? Men skal jeg alligevel vælge, så ”vinder” billederne af Trump, der går over Lafayette Square, bevogtet af Security og med mange kameraer rullende og stiller sig lige foran kirken med Biblen løftet. Uhyggeligt, fordi en politisk leder med fuldt overlæg bruger kristendommen som garant for den politik, han fører. Kort forinden havde han kaldt sig selv for præsidenten, der vil fremme lov og orden, og forbindelsen er tydelig og bøjet i neon: Det er med baggrund i Biblen, at han har ret til at fremme sit eget begreb om lov og orden. Det er med Guds ord i hånden, han kort forinden har givet ordre til at opløse en fredelig demonstration ved hjælp af tåregas.

Den eksplicitte forbindelse mellem religion og politik er noget, der normalt hører til i diktatoriske stater. At det sker i Washington, og at det er en amerikansk præsident, der løfter bogen og postulerer forbindelsen, er afgjort noget at det mest uhyggelige, jeg har set længe. Forstå mig ret: Jeg går ind for, at man som kristen meget gerne må lade sig inspirere af sin religion og af de kristne tekster i sit samfundssyn og i sit politiske liv. Der er stor inspiration og viden om menneske og samfund at hente i en af verdens mest overraskende og overvældende bøger. Men ingen uanset anskuelse og tolkning har ret til at bruge Biblen som en trumf, der ikke kan stikkes. Der er ingen direkte vej fra Biblen til en bestemt politik. At en amerikansk præsident ønsker at påstå noget sådant for rullende kameraer og overfor hele verden er skræmmende. Vi, der så det, er blevet mindet om, at forholdet mellem religion og politik kan være eksplosivt, og at det er vores opgave at bruge vores religion og vores Bibel som inspiration til at være medskabere af en bedre verden og ikke lade den fordærve af folk, der tilsidesætter den nødvendige armslængde mellem tro og politik, blot for at styrke deres egen magt. Sådan beskytter vi både Biblen og demokratiet.